Gigtforeningens madklubber – sociale og lokale spisefællesskaber

I Gigtforeningens madklubber bliver du en del af et stærkt fællesskab, hvor du sammen med cirka 12 andre deltagere får viden om gigtvenlig mad og inspiration til en sundere hverdag.

Sammen laver I velsmagende og enkel mad og støtter hinanden til gode og sunde madvaner.

Madklubberne er et fællesskab, hvor I kan udveksle erfaringer, og hvor der også er plads til at tale om stort og småt og om livet med gigt.

Madklubben mødes otte gange med cirka 14 dages mellemrum. Efter de otte gange er I klædt på til at kunne fortsætte madklubben sammen og hjælpe hinanden med at fastholde de gode madvaner.

Madklubben koordineres af to frivillige værter, der er tovholdere for madklubben og sammen med deltagerene står for den praktiske gennemførelse.

Faglig inspiration fra diætist

I får besøg af en diætist fem gange. Diætisten holder hver gang et fagligt oplæg om sund og gigtvenlig mad, og bagefter tilbereder I sammen de retter, som diætisten har planlagt. Aftenen slutter med fællesspisning og hyggeligt samvær. 

Senest opdateret 16.05.2024