Heidi er frivillig
Selv en lille indsats gør en forskel.
Gigtforeningens mere end 1.000 frivillige støtter og inspirerer vores medlemmer til et bedre liv med gigt – og her er også plads til dig.
Uanset om du kan lide at skrive til Facebook, planlægge en aktivitet, tage lederskab eller ikke mindst skabe god stemning – så kan du være med til at gøre en forskel for mennesker med gigt. Her kan du læse om nogle af de mange måder, du kan være frivillig på.
Kan du lide at have ansvar, og er du god til at få mennesker til at arbejde sammen? Så kan det være, at bestyrelsesarbejdet er noget for dig. Gigtforeningens 22 kredse er alle ledet af en bestyrelse. Hver bestyrelse beslutter sammen, hvordan det frivillige arbejde i den enkelte kreds skal organiseres.
Måske du har en leder i maven, er god til at planlægge eller er en talknuser, der kan få kassen til at stemme. Uanset rolle, har du som bestyrelsesmedlem mulighed for at sætte et personligt præg på frivilligindsatsen i din kreds.
Vil du gerne tage ansvar, så er bestyrelsesarbejde ikke din eneste mulighed for at være frivillig. Som arrangementfrivillig er du med til at planlægge alt fra foredrag til motionsaktiviteter i din kreds.
Det er dig, der har overblikket, når et arrangement skal stables på benene. Måske er du ansvarlig for at kontakte foredragsholderen, booke lokale og sørge for forplejning – eller måske er du tovholder for en motionsaktivitet eller udflugt.
Hvis du gerne vil give en hånd med og sørge for god stemning ved arrangementerne, så kan det være at rollen som socialfrivillig er noget for dig.
Som socialfrivillig er du til stede på dagen og hjælper med det praktiske, når kredsen afholder foredrag, temaaftner eller sammenkomster for medlemmerne. Måske er det dig, der tager varmt imod deltagerne, når de ankommer, og sammen med de andre frivillige sørger du for, at der er varm kaffe og te på kanden.
Har du idéer til spændende aktiviteter for mennesker med gigt? Og har du lyst til at investere nogle få timer om måneden på at være med til at arrangere foredrag, gå-grupper, julefrokoster eller andre sociale sammenkomster, der hvor du bor?
Så kan du blive en af Gigtforeningens lokalfrivillige. Kom og være med til at skabe rammerne for, at den nyeste viden om gigt, gode råd og inspiration til et godt liv med gigt når ud til hele Danmark.
En stor del af Gigtforeningens frivilligindsats handler om at skabe synlighed om de mange tilbud, der findes for vores medlemmer.
Kan du lide at skrive, og har du et godt øje for de sociale medier eller lyst til at lære om dem? Så kan du blive PR-ansvarlig, hvor du får ansvaret for at producere indhold til din kreds' Facebook-side. Du lærer også at skrive pressemeddelelser om lokale arrangementer.
Har du flair for at opdatere eller skrive indhold til en hjemmeside, har du også mulighed for at blive kontakten til sekretariatet, når vi skal have lagt nye arrangementer i vores landsdækkende kalender på www.gigtforeningen.dk.
Vil du også være med til at gøre en forskel for mennesker med gigt? Så meld dig som frivillig her:
Bliv frivillig – kontakt en frivillig nær dig