Træning og skader – sådan undgår du træningsskader
Du kan få skader, hvis du bruger din krop forkert under din træning, eller hvis du kaster dig for ivrigt ud i den. Gigtforeningens fysioterapeut giver her gode råd til, hvordan du kommer i gang uden skader. Læs også om gode og dårlige smerter, og hvad du her skal være opmærksom på i forbindelse med din træning.
Start ikke for hurtigt op
Nu skal det endelig være! Du har meldt dig ind i det lokale træningscenter, eller du har investeret i alt det rigtige træningsudstyr. Du kaster dig ivrigt ud i træningen – men du glemmer måske, at din krop slet ikke er vant til at blive brugt på den måde?
Risiko for lang træningspause
Mange af os starter alt for hårdt ud – og det betyder, at især sener og ledbånd kan blive overbelastede. Det kan give smerter og egentlige skader, der kan kræve tid for at hele.
Skader og overbelastning tvinger dig med andre ord til at holde træningspauser. Ulempen er også, at en uheldig start med smerter og skader kan betyde, at du mister lysten eller viljen til at komme i gang igen.
Har du spørgsmål om gigt og træning? Få personlig rådgivning af Gigtforeningens fysioterapeut
Sådan undgår du skader og overbelastning
Her får du gode råd om at undgå skader og overbelastning i forbindelse med din træning.
-
Varm op
Brug 10-15 minutter på at varme dine led og muskler op. Så mindsker du risikoen for at få skader.
- Et opvarmningsprogram bør indeholde øvelser, hvor du arbejder med de store muskelgrupper, for eksempel baller og lår, samtidig med at du gradvist får pulsen op.
- Vælg øvelser, hvor du bevæger alle leddene godt igennem og laver strækøvelser for de store muskelgrupper.
- Lav målrettede øvelser i forhold til den træningsform, du skal i gang med.
-
Har du skader eller ømme led og muskler?
Har du – eller har du haft – skader eller ømme led og muskler, skal du:
- Undgå hop og pludselige vrid eller bevægelser, der foregår med ryk eller stød.
- Træne med langsomme og kontrollerede bevægelser. Det gælder både, når du varmer op og under selve træningen.
- Undgå også at belaste dine led i yderstilling, når du træner – f.eks. at overstrække dine knæled.
Du skal generelt være opmærksom på de steder, hvor du tidligere har haft problemer med smerter eller overbelastningsskader. Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal gå i gang med din træning, kan du spørge en fysioterapeut til råds.
-
Væn dig til at træne
Når du begynder at træne, eller når du går i gang med en ny træningsform, skal du træne regelmæssigt, så din krop langsomt vænner sig til træningen. Start også med at træne i kort tid ad gangen og ved lav intensitet.