Fersken-chilisuppe med torsk
Til 4 personer
Ingredienser
- 500 g torskefilet
- Frisk koriander eller persille
- Groft brød
Grøntsager
- 1 fed hvidløg
- 1 mellemstort løg
- 1 mild rød chili
- 1 rød peberfrugt
Suppe
- 2 tsk. rapsolie
- 1 tsk. karry
- 1 knivspids cayennepeber
- 6 halve ferskner fra dåse (400 g)
- 1 dåse flåede tomater
- 8 dl vand
- 1 bouillonterning
- Salt og peber
Sådan gør du
Grøntsager
- Pil hvidløg og løg. Hak hvidløget, og skær løget i store terninger.
- Fjern kernerne fra chilien og peberfrugten. Skær chilien i små terninger, og peberfrugten i store.
Suppe
- Kom rapsolien i en stor gryde, og varm den nænsomt op. Svits karry og cayennepeber i olien. Tilsæt hvidløg, løg, chili, peberfrugt, ferskner, flåede tomater, vand og bouillon, og lad suppen koge i 10 minutter.
- Blend suppen, og kog den op. Smag til med salt og peber, og tag suppen af varmen.
Fisk
- Skær torskefileten i små terninger på ca. 2,5 x 2,5 x 0,5 cm.
- Kom dem i suppen, og lad dem trække i ca. 3 minutter. Torskestykkerne bliver bedst, når de ikke koger med, men kun lige trækker, til de er møre.
Tjek din fisk med vores Omega-3-beregner
Servering
Drys suppen med frisk koriander, hvis du bryder dig om smagen – ellers er persille et godt alternativ. Server suppen med groft brød til.
Tip
Du kan lave suppen klar dagen før eller om formiddagen – så skal du bare varme den op og tilsætte fisken, 10 minutter før den skal serveres.
Senest opdateret 28.06.2023