Karamelliserede kammuslinger med knuste kartofler, ærter og mynte
Forret til 4 personer
Ingredienser
- 20 store kammuslinger, levende eller frosne, optøede
- Lidt sukker
- Rapsolie/smør til stegning
- Flage- eller sydesalt
- Salt og peber
- Knuste kartofler
- 400 g nye små kartofler
- 150 g ærter (gerne friske)
- 1/2 bundt mynte – gerne marokkansk, hvis du kan få det
Tjek din fisk med vores Omega-3-beregner
Sådan gør du
Knuste kartofler
- Skrab kartoflerne, og kog dem møre i rigeligt vand tilsat salt. Kog ærterne med de sidste 2 minutter.
- Hæld vandet fra, og lad det sidste vand dampe væk. Tilsæt lidt brunet smør fra panden med kammuslingerne, og rør det sammen, mens du knuser kartoflerne let, uden at de bliver til rigtig mos.
- Smag til med hakket mynte (gem lidt til pynt) samt salt og peber.
Kammuslinger
- Drys lidt sukker på den ene side – det giver en flot, karamelliseret overflade – og lad det trække i 10–15 minutter.
- Varm olien op til høj varme på en god stor pande.
- Læg kammuslingerne med god afstand på panden med den sukrede side nedad, skru lidt ned for varmen, og steg kammuslingerne uden at røre for meget ved dem, til de begynder at blive flot gyldne.
- Kom et par terninger koldt smør på panden, og lad det bruse op, mens du laver forsigtige cirkelbevægelser med panden.
- Vend kammuslingerne, og steg videre ved svag varme i ca. 1 minut, mens du "drypsteger" på den side, der vender opad, ved at tage smør fra panden med en spiseske og hælde hen over kammuslingerne.
- Krydr kammuslingerne med flage- eller sydesalt, når de er stegt færdige.
Servering
- Læg et par skefulde knuste kartofler midt på hver tallerken, og anret kammuslingerne rundt om kartoflerne.
- Dryp med resten af smørret fra panden, og pynt med myntekviste.
Tip: Server kammuslingerne i luksusudgaven med brunet smør
Kom 100 g smør i en lille gryde ved middelvarme, og lad det brune stille og roligt. Bevæg gryden i cirkler, og rør eventuelt indimellem. Tag smørret af varmen, når det har en dyb, gylden farve, og lad det stå, så tørstoffet bundfældes. Sigt det brunede smør fra gennem et klæde eller et kaffefilter.
Senest opdateret 28.06.2023