Kartoffelmad med spread og syltede rødløg - Opskrift fra Sano
Til 4 madder.
Det skal du bruge
- 8 mellemstore faste kogte kartofler
- 4 skiver godt rugbrød
Spread
- 250 g sød kartoffel (alle former for rodfrugter kan bruges)
- 1 ds. kikærter drænet og skyllet
- 2 – 2 1/2 dl kogt kold grøntsagsfond
- 1-2 tsk. grov sennep
- Salt og peber
Syltede rødløg
- 2 rødløg
- 1 dl æbleeddike
- 1 dl sukker
- Lidt peber
Pynt
- Karse eller purløg
- Knas evt. tørristet nødder med chili
Sådan gør du
Spread
- Den søde kartoffel skrælles og skæres i store stykker og bages i ovnen ved 180 grader i ca. 30 min. til den er mør.
- Kikærter, sød kartoffel og halvdelen af grøntsagsfonden blendes godt sammen i en foodprocessor. Hvis massen virker for fast tilføres mere grønsagsfond. Smages til med salt, peber og sennep.
Syltet rødløg
De syltede rødløg kan alternativt laves dagen i forvejen.
- Rødløgene snittes fint til løgringe i hånden eller på en foodprocessor med en snitteskive.
- De snittede løg fyldes på glas.
- Imens koges eddike og sukker op. Lagen hældes kogende over rødløgene i glasset.
- Stilles til afkøling ca. 1 time.
Sådan samles kartoffelmaden
- To kartofler skæres i skiver og fordeles på en skive rugbrød. Oven på kartoflerne kommes spread, syltede rødløg, knas og karse.
Opskriften er udviklet af Sano
Sano er et rehabiliteringscenter ejet og drevet af Gigtforeningen. Sano er for alle med led, ryg og muskellidelser og tilbyder rehabilitering i et tæt samarbejde med patienten.
Senest opdateret 18.12.2024