Viden om mad og gigt – hvad er gigtvenlig mad?
Antiinflammatorisk kost, middelhavskost, vegetar- eller veganerkost, faste-, saft- udrensnings- og detoxkure. Ugeblade og kogebøger står i kø med løfter om, hvordan du kan blive sundere, slankere og gladere af at spise på en bestemt måde. Og har du gigt, lytter du måske også til andres erfaringer med bestemte ’kostskoler’ på de sociale medier. Men hvad er egentlig op og ned?
Det korte svar er, at det, du spiser, betyder en masse for hele din sundhed. Det handler selvfølgelig om, at din krop skal have de næringsstoffer, den har brug for – og i passende mængder. Proteiner, fedt og kulhydrater. Vitaminer, mineraler og fibre.
Hvis du følger de officielle kostråd, er det et godt udgangspunkt. De rummer samtidig de tendenser på sammenhænge, der er set mellem gigt og mad i videnskabelige undersøgelser. Kostrådene forebygger også en række andre sygdomme som kræft, hjerte-kar-sygdomme og type-2 diabetes – og hjælper dig til at holde en sund vægt.
Hvad er gigtvenlig mad?
Der er ikke forsket så meget i kost og gigt, så der findes ikke nogen egentlig kostplan for mennesker med gigt. Men vi ved alligevel noget om, hvordan det, du spiser, kan påvirke din gigtsygdom.
Et af de områder, der er forsket i, er de langkædede omega-3-fedtsyrer. De findes i fede fisk, men planteolier og nødder kan også bidrage til dem i mindre grad. Deres evne til at dæmpe inflammation kan måske have betydning for dine led, og måske særligt hvis du har inflammatorisk gigt – dvs. leddegigt, psoriasisgigt, rygsøjlegigt m.fl.
Tjek din fisk med vores Omega-3-beregner
Har du urinsyregigt, tyder forskningen på, at du skal holde igen med visse føde- og drikkevarer. Sjögrens syndrom kan give udfordringer med tænderne og med at synke maden på grund af mundtørhed.
Læs mere om kost til din diagnose
Det skal være nemt!
Gigtvenlig mad handler også om, at det skal være nemt at tilberede. Hvis du har gigt i hænderne, kan det være lidt af en udfordring at snitte og skrælle de grøntsager, du har så godt af – eller at lave en suppe fra bunden. Her gælder det om at planlægge og have de rigtige redskaber, så du kan tilberede sunde og lækre måltider – uden at overanstrenge dig. Husk på, at du sommetider kan springe over, hvor gærdet er lavest, så du ikke bruger tid og kræfter på alt det, der findes lette løsninger på.
Få masser af inspiration og tips til nem madlavning
Hvad virker for dig?
Måske har du lagt mærke til, at du får det bedre med din gigt af nogle af de ting, du spiser og drikker – og værre af andre. Lyt til dine egne erfaringer, selvom det ikke er bevist, at de virker for alle. Men pas på med ekstreme kure og diæter. Hold dig inden for rammerne af de officielle kostråd.