Gode råd om sex og gigt
Mange aspekter af livet bliver påvirket, når man har gigt. Det gælder også sexlivet, der ofte er mere besværligt. Mange med gigt oplever, at smerter, stive led, nedsat muskelkraft og træthed gør det vanskeligt og uoverskueligt at have et aktivt sexliv.
Derudover giver nogle gigtsygdomme tørre slimhinder, der også kan være en forhindring. Bivirkninger af den medicinske behandling kan også have indflydelse på sexlivet. Det kan være træthed og kvalme efter du har taget depotmedicin, tørre slimhinder eller rejsningsproblemer.
Resultatet kan være, at man føler, man ikke slår til, når gigt gør sex vanskelig. Mænd kan opleve, at de ikke er rigtige mænd, og kvinder kan føle sig ramt på kvindeligheden. Nogle frygter, at andre ikke ser dem som seksuelle mennesker, men bare som syge mennesker.
Sig ikke farvel til sexlivet
Uanset hvilken form for gigt, du har, betyder alle disse forhold måske, at du har mindre lyst. Men det er vigtigt at huske, at sex er en naturlig del af livet og ikke mindst er sundt – uanset, om det er sexlivet med en partner – eller om det er det sexliv, der er ens eget. Med andre ord: Der er ingen grund til at sige farvel til dit sexliv, fordi du har gigt.
-
Sex gør godt!
Vær opmærksom på, at du ikke bruger din gigtsygdom som undskyldning for ikke at have sex. Et aktivt sexliv kan have smertelindrende effekt og kan desuden lette anspændthed, træthed og angst.
-
Vær åben over for din partner
Har du en partner, er det vigtigt, at I kan tale åbent om jeres sexliv. I kan tale om, hvad der gør godt og hvad der gør ondt.
-
Lav aftaler
Du og din partner kan lave aftaler, der sikrer, at I får prioriteret jeres intime samvær. Det kan være, at I vælger at have planlagte aftaler. Det kan lyde kedeligt, men det kan have sine fordele, da du dermed har mulighed for at forberede dig.
-
Forbered dig
Det kan være, at du har brug for at hvile i løbet af dagen, tage smertestillende medicin et par timer før jeres aftale eller tage et varmt bad.
-
Sæt tid af til forspil
Ved planlagt sex kan I bruge tiden inden som optakt, hvor I kæler for hinanden, kommer med små hentydninger osv. Det varme bad, der kan lindre ømme muskler, kan tages sammen med partneren, og så kan badet også bruges som forspil til jeres samvær.
-
Lyst avler lyst
Alle mennesker oplever, at sexlysten forsvinder i perioder, og når kroppen er præget af gigt, kan det være ekstra svært at holde fast i lysten. Dog kan lysten vækkes – og lyst avler lyst. Hav fokus på, at sex ikke behøver indbefatte samleje. Sørg for, at flirte, kramme, kysse og vise interesse for hinanden – også når der ikke er optakt til sex.
-
Brug hjælpemidler
Lysten kan for eksempel vækkes ved hjælp af erotisk litteratur eller film.
Der er også mulighed for at bruge seksuelle hjælpemidler i samværet. Glidecreme kan være en nødvendighed, hvis du har tørre slimhinder. Derudover kan brugen af f.eks. vibratorer både vække lysten samt sætte nyt liv i sexlivet.
-
Tal evt. med en professionel
Du har også mulighed for at drøfte overvejelser, problemer og mulige løsninger med læge, sygeplejerske eller anden professionel, som du har kontakt til vedrørende din gigtsygdom.