Kasper: Jeg har været meget vred på mine smerter

Kasper Clausen stod på tærsklen til sit voksenliv, da hans liv tog en ufrivillig drejning. Fra at tackle en fodbold, skulle han nu tackle en hverdag med kroniske smerter. Trods sin unge alder og begrænsninger i dagligdagen har han for længst affundet sig med sin tilstand.


Foto: Lars Horn

Kasper Clausen var i lære som autolakerer, spillede fodbold og dyrkede gymnastik, men alt det blev der pludselig sat en stopper for, da han som 19-årig blev diagnosticeret med hypermobilitet og fibromyalgi.

"På én gang mistede jeg både min læreplads, min sport og mit netværk – og lå på sofaen hos mine forældre det meste af dagen. Min lunte var kort, og det slog ofte gnister, så min familie har lagt ryg til meget. Inden jeg fik min førtidspension, og mens jeg stadig var i jobprøvning, kunne jeg end ikke knappe min skjorte eller snøre mine sko. Jeg har været meget vred på mine smerter – og på hele systemet,” siger Kasper, der i dag er 31 år.

To år efter Kasper blev syg, fik han bevilget et ophold på det nuværende Dansk Gigthospital, hvor han lærte at lytte til kroppens små signaler og
planlægge sin uge. Og det fik stor betydning for ham.

"Det virker godt for mig at have en kalender med meget skemalagte dage. For jo mere aktiv jeg er, jo mere ondt får jeg de efterfølgende dage. Derfor er der kun lidt, jeg kan flytte rundt med, men skemaet hjælper mig med at forvalte min energi. Det kræver for eksempel planlægning, hvis jeg skal kunne sige ja til en middagsinvitation en fredag aften, da jeg vasker tøj om lørdagen."

Transport og dating er besværligt

Smerterne påvirker alle aspekter af Kaspers liv, og han er særligt udfordret, når det kommer til transport. Han har ikke bil og er derfor afhængig af, at andre kører ham, eller at han kan låne en bil. Men også dét volder problemer, for smerterne forhindrer ham hurtigt i at kunne dreje på rattet.

"Kollektiv trafik er heller ikke en mulighed, for jeg kan ikke holde til at gå til og fra stoppestederne, og et el-løbehjul er for tungt til, at jeg kan have det med i bus og tog. Jeg har en el-cykel, som jeg kan køre to–tre kilometer på en gang eller to om ugen, når jeg handler ind. De første seks år med diagnosen forsøgte jeg fortsat at motionere, men det drænede mig for mere energi, end jeg fik tilbage," siger Kasper, der også er udfordret, når det kommer til social samvær.

"Jeg kan ikke holde til at gå i byen som mine jævnaldrende. Det er jeg selvfølgelig rigtig ked af, da jeg er single og gerne vil have en kæreste. Bedre bliver det heller ikke af, at jeg bor i en mindre by og derfor vil have store vanskeligheder ved at date en, der befinder sig længere væk. Derudover skal min potentielle kæreste jo også acceptere at være sammen med en fyr, der lever med kroniske smerter. Der findes ikke noget rigtigt tidspunkt at melde det ud på, så jeg har valgt at få det overstået allerede første gang, jeg skriver eller mødes med en pige. Indtil nu uden succes."

Facebook-gruppe brød Kaspers isolation

Til daglig har Kasper kun sjældent overskud til selv at lave mad. Så hjemmehjælpen smører hans frokost, og aftensmåltiderne består af færdigretter, han varmer i mikrobølgeovnen. Men Kasper understreger, at han har et godt liv på trods af sine smerter og de begrænsninger, de fører med sig.

"Jeg har for længst affundet mig med min situation. Ellers var jeg ikke der, hvor jeg er i dag. Det, der nok har gjort allermest ondt, er at se mine jævnaldrende spille fodbold til familiekomsammener, mens jeg bare må se på og indse, at jeg aldrig kommer til at spille igen. Når det er sagt, vælger jeg også af og til at give los og gøre noget, der egentlig er for anstrengende for mig. For eksempel at lege med mine nevøer eller jonglere lidt med en bold."

Sammen med en ven oprettede Kasper for tre år siden Facebook-gruppen Os med kroniske smerter i Lemvig/Thy/Struer/Holstebro, som er blevet en stor succes.

"Idéen opstod, fordi Lars og jeg havde stor gavn af at tale med hinanden om vores kroniske smerter, så den hjælp ville vi gerne brede ud. Vi drømte om at skabe et rum, hvor vi kronikere i området kunne tale om vores diagnoser, udveksle erfaringer og skabe et socialt fællesskab. Vi startede fem, og i dag er vi oppe på 116. Vi lærer rigtig meget af hinanden, udvikler os sammen, giver hinanden idéer – og så har vi det så godt socialt, at det giver en masse energi," slutter Kasper.

Se film med Kasper og Lars

Her kan du se en film – for at kunne afspille den, skal du tillade alle cookies
Klik her for at tillade cookies

Download smertedagbog og få overblik over dine smerter

Smertedagbogen kan gøre dig klogere på dine smerter og hjælpe dig til at forstå, hvad der er godt og mindre godt for dig i forhold til smerterne. Den kan også være en hjælp, hvis du skal tale med din arbejdsgiver om din situation, eller hvis du skal tale med din læge om behandling af dine smerter.

 

Senest opdateret 11.01.2023