Hvad skal ansøgningen indeholde?
Gigtforeningens ansøgningsskema til forskningsstøtte består af flere trin. Vejledning vil guide dig gennem ansøgningsskemaet. Nedenfor følger en oversigt over kravene til ansøgningen på de forskellige trin. Afviger ansøgningen fra formkravene, kan ansøgningen blive afvist administrativt.
Det er valgfrit at skrive ansøgningen på dansk eller engelsk, bortset fra lægmandsbeskrivelsen, der altid skal være på dansk.
Trin 1: Personlige oplysninger
De personlige oplysninger skal omfatte kontaktoplysninger, oplysninger om akademiske grader og videnskabelige kvalifikationer (herunder et CV på max. 4000 tegn), nuværende ansættelse, mv. Det er et krav, at ansøger er medlem af Gigtforeningen, og medlemsnummer oplyses. Hvis man opnår bevilling, skal man selv holde de personlige oplysninger opdaterede.
Trin 2: Projektbeskrivelse
Her angives først hvilken type ansøgning, der er tale om (stipendium eller projektstøtte), da samme ansøgningsskema benyttes til begge typer af ansøgninger. Herefter indsætter ansøgeren et overordnet projektresumé, ligesom der gives oplysninger om tid og sted for projektets udførelse, eventuelle medansøgere, projektets sygdomsfaglige profil samt målgruppe. Endvidere udarbejdes der en egentlig projektbeskrivelse, som ikke må overskride 20.000 tegn. Endelig skal ansøgeren lave en lægmandsbeskrivelse med en forsimplet projekttitel til brug for Gigtforeningens kommunikative arbejde.
Selve projektbeskrivelsen skal mere specifikt indeholde:
- Arbejdets formål (problemformulering)
- Baggrund
- Status over foreliggende viden
- Dataindsamling/metodebeskrivelse, herunder statistisk evaluering og evt. sample size beregning
- Tids- og handlingsplan
- Dato for afslutning
- Sammenhæng med ansøgerens tidligere igangværende undersøgelser
- Etiske aspekter
- Praktiske muligheder for arbejdets gennemførelse (adgang til nødvendigt apparatur, videnskabelig vejledning, hjælpepersonale (laboranter, sekretærer, fysio-/ergoterapeuter m.m.), forsøgsmateriale, patientrekruttering, etc.).
- Hvilken ny viden forventes projektet at give?
- Hvordan tænkes resultaterne formidlet?
Sidst på trin 2 skal man udfylde digital ledelsesgodkendelse. Den ansvarlige leder må ikke være den samme som ansøger. Formålet med dette er, at Gigtforeningen skal have navn og mail på en anden, vi kan kontakte, såfremt vi ikke kan få fat i ansøger, ved mislighold m.m.
Trin 3: Budget
Budgetposterne indføres direkte i ansøgningsskemaet (via trin 3A).
Herudover er der en række vigtige, specifikke krav til budgettet:
- Løn følger de overenskomstmæssige lønninger inkl. pension og feriepenge.
- De ansøgte beløb skal dække pris- og lønstigninger og kan ikke overskrides.
- Gigtforeningen dækker ikke administrationsgebyrer, overhead, studieafgift og lignende udgifter, som vedrører driften af den arbejdsplads, som bevillingsmodtageren er tilknyttet.
- Der kan ikke søges om støtte til opgaver, der falder inden for afdelingens/arbejdsstedets normale driftsområde, f.eks. til laboratorieanalyser, sygepleje, fysio- og ergoterapi samt ambulatoriekonsultationer. Kun dokumenteret merarbejde vil kunne støttes.
- Budgettet skal indeholde et totalbudget for projektet med oplysninger om ansøgt samt modtaget støtte fra anden side samt en kort budgetforklaring.
- Gigtforeningen dækker ikke udgifter til publicering, oversættelse eller trykning af videnskabelige afhandlinger.
- Gigtforeningen dækker ikke udgifter til almindeligt forekommende computer. Er der f.eks. tale om specialiseret hardware/software skal der redegøres for det under budgetforklaring i ansøgningen.
- Støtte til kongresdeltagelse skal søges i særskilt kongres-ansøgningsskema, se ansøgningsbetingelser for rejse- og kongresstøtte.
Endelig skal der på trin 3 afgives en række oplysninger om den institution/institut, der skal administrere en eventuel bevilling, inkl. navn og e-mail på den forskningsansvarlige leder eller den ledende overlæge.
Trin 4: Billede- og filupload
Her har man mulighed for at vedlægge relevante billeder eller tekstfiler, der understøtter ansøgningen. Det er vigtigt, at ansøgeren eller forskningsinstitutionen har ophavsretten til billederne.
Trin 5: Oversigt over ansøgningen
Her kan man se, hvordan ansøgningen vil komme til at se ud i sin helhed.
Trin 6: Færdiggørelse af ansøgning
På sidste trin sender man ansøgningen efter at have læst og accepteret bevillingsbetingelserne.
Betingelser for ansøgninger og indstillinger til priser