Forskning i artrose (slidgigt) – til kamp mod den store folkesygdom
Gigtforeningen støtter forskning i artrose (slidgigt). Læs om bl.a. forskernetværket DORG og udviklingen af trænings- og patientuddannelseskonceptet GLA:D.
Artrose er et mysterium. Artrose er en af den vestlige verdens største folkesygdomme. Over 300.000 danskere er registreret med diagnosen på et sygehus. Hertil kommer de mange, der ikke har været i kontakt med et sygehus.
Alligevel har forskere og læger i mange år vidst alt for lidt om, hvorfor sygdommen opstår, og hvordan den kan forebygges og behandles.
Giv dit bidrag til fremskridt i forskningen
Afhængige af smertestillende medicin
For de fleste mennesker er artrose forbundet med fysiske begrænsninger og smerter, og millioner af patienter verden over er afhængige af smertestillende medicin, som indtil for nylig var den eneste behandling mod sygdommen – indtil tilstanden blev så alvorlig, at operation måske var den eneste løsning.
Manglende viden om en sygdom i fremmarch
Gigtforeningen anslår, at der frem mod 2050 kan være en stigning på mere end 33 procent i antallet af mennesker med diagnosticeret artrose. Men udbredelsen af slidgigt og de menneskelige omkostninger, der er forbundet med sygdommen, står i skærende kontrast til den kendsgerning, at der i mange år hverken herhjemme eller internationalt eksisterede noget sammenhængende og gennemslagskraftigt forskningsmiljø inden for området.
Gigtforeningen startede stor forskningsindsats
Det besluttede Gigtforeningen i 2005 at gøre noget ved. Sammen med en gruppe dedikerede forskere lagde vi grunden til en indsats, der skulle løfte det oversete område. Det resulterede i forskernetværket DORG (Danish Osteoarthritis Research Group), som skulle være den drivende kraft i en samlet, tværgående forskningsindsats inden for artrose. Formålet var at sikre bedre forebyggelse og udvikle mere effektive behandlingsmetoder.
Læs mere om behandling af artrose
GLA:D - træning og patientuddannelse, der virker
I begyndelsen ar 2010'erne støttede Gigtforeningen udviklingen af trænings- og patientuddannelseskonceptet GLA:D - Godt Liv me Artrose i Danmark. Konceptet er en stor succes - over 45.000 danskere med knæ- eller hofteartrose har gennemført forløbet, og ca. 87 procent beskriver det som 'godt' eller 'meget godt'. Mange, som ellers kandiderede til et nyt knæ eller en ny hofte, har enten kunnet udskyde eller helt aflyse en operation.