Kontakt vores sygeplejerske
Har du spørgsmål om smerter eller træthed?
Med en henvisning til sygehusbehandling kan du frit vælge mellem alle offentlige sygehuse og en række private sygehuse.
Behandling på sygehus kræver normalt en henvisning fra en læge.
Når du har fået lægehenvisning til sygehusbehandling, kan du frit vælge mellem alle offentlige sygehuse og afdelinger i hele landet, blandt andet Dansk Gigthospital i Sønderborg og en række private sygehuse og behandlingssteder – herunder Sano, der ejes af Gigtforeningen. Sano har afdelinger i Middelfart, Skælskør og Aarhus.
Lægen sender henvisningen til det hospital, du vælger. Derefter kontakter sygehuset dig med tid og sted for undersøgelse og behandling.
Vær dog opmærksom på, at en sygehusafdeling kan lukke for modtagelsen af patienter fra andre regioner, hvis den har væsentlig længere ventetid end lignende afdelinger. Lukningen kan dog kun vare, indtil ventetiden er bragt ned på et rimeligt niveau.
Du ret til hurtig udredning på sygehuset, hvis din læge henviser dig. Det betyder, at du kan få undersøgt, hvad du fejler inden for 30 dage, hvis det fagligt er muligt. Du har ret til at få en plan for din udredning, hvis ikke sygehuset kan nå det inden for 30 dage. Sygehuset skal også undersøge, om der er et andet sygehus – et samarbejdssygehus – som kan udrede dig indenfor 30 dage. Samarbejdssygehuset er et sygehus, som din region samarbejder med og normalt benytter. Det kan – udover din bopælsregions egne sygehuse - både være et offentligt og et privat sygehus.
Du har ret til udvidet frit sygehusvalg til udredning, hvis hverken dit sygehus eller et samarbejdssygehus kan udrede dig indenfor 30 dage. Her kan du vælge at blive udredt på et privat sygehus – et såkaldt aftalesygehus. Aftalesygehuse er privathospitaler og klinikker i Danmark og sygehuse i udlandet, der efter aftale med Danske Regioner kan lave den udredning, diagnostiske undersøgelse og behandling, du skal have foretaget.
Hvis ventetiden overstiger 30 dage, kan du frit vælge behandling på:
Vær opmærksom på, at man beregner ventetiden fra den dato, hvor dit lokale sygehus modtager henvisningen fra din læge, og frem til den dato, hvor behandlingen kan starte. Man medregner ikke ventetid i de perioder, hvor du er i gang med et undersøgelsesforløb. Dog medregnes ventetid ud over 2 uger til hver enkelt undersøgelse i forløbet.
På Sundhedsstyrelsens hjemmeside finder du detaljeret information om ventetiderne på alle landets sygehuse – offentlige som private. Hjemmesiden er under konstant opdatering, men vær opmærksom på, at ventetiderne som udgangspunkt er vejledende.
Hvis du vil benytte dig af frit sygehusvalg, skal du være opmærksom på, at du som udgangspunkt selv skal sørge for transporten til og fra sygehuset.
Læs mere om transport til og fra behandling på Sundhed.dk
Sundhedsloven