Din sag i kommunen – sådan får du et godt sagsforløb
Har du en sag med kommunen, kan du finde gode råd til at få et godt sagsforløb her.
Sager med kommunen kan i nogle tilfælde være vanskelige eller langvarige, særligt hvis der er uklarhed om din diagnose eller arbejdsevne. Her får du nogle råd til dialogen mellem dig og kommunens medarbejdere.
I mødet med sagsbehandleren
- Giv informationer om din sygdom og de undersøgelser, du er i gang med. Du kan ikke regne med, at sagsbehandleren kender til de udfordringer, der følger med din sygdom. Hvis du får ny sagsbehandler, kan det være nødvendigt at give oplysningerne en gang til.
- Giv sagsbehandleren et billede af dit arbejdsliv og din dagligdag med konkrete eksempler.
- Vær tydelig, om du ansøger eller blot spørger sagsbehandleren.
- Oplys altid om ændrede forhold i dit liv, der kan ændre bevillingsgrundlaget.
- Vær klar over, at kommunen har pligt til at bede dig om samtykke, før der indhentes nødvendige oplysninger f.eks. fra din egen læge eller reumatolog og oplysninger fra andre forvaltninger.
Andre generelle råd
- Du kan ofte være nødt til at sætte dig ind i en række begreber og regler, som kommunen bruger. Spørg sagsbehandleren, hvis du er i tvivl om, hvad begreberne betyder.
- Undersøg kommunens svarfrister – altså hvor lang tid kommunen må være om at vende tilbage til dig. Svarfrister kan være forskellige fra kommune til kommune.
- Du har ret til løbende at få aktindsigt i din sag. Det giver dig et bedre overblik over de beslutninger, I sammen er kommet frem til. Spørg din sagsbehandler, som kan sende dig kopi af din sag.
Læs også om dine rettigheder og klagemuligheder
Senest opdateret 08.05.2023