Ledsageordning – hjælp til at komme udenfor hjemmet

Hvis du har svært ved at klare dig selv på egen hånd udenfor hjemmet på grund af din gigtsygdom, har du mulighed for at søge kommunen om ledsagelse.

Hvis din gigtsygdom gør, at du har svært ved at færdes alene udenfor hjemmet, kan du få hjælp gennem kommunes såkaldte ”ledsageordning”. Det er kommunen, der vurderer dit behov for hjælp.

Hjælp til at komme ud af hjemmet

Du kan få hjælp gennem kommunens ledsageordning, hvis du har svært ved at færdes alene uden for hjemmet på grund af en "alvorlig og permanent nedsat funktionsevne".

I praksis betyder "alvorlig og permanent nedsat funktionsevne", at du har meget svært ved at klare dig selv udenfor hjemmet, og at der er tale om en situation, der ikke ændrer sig.

Alder og ledsageordning

Du skal være fyldt 18 og under 67 år, for at søge ledsageordning. Hvis du har fået tildelt ledsageordning før du er fyldt 67 år, vil du bevare retten, også efter du er fyldt 67 år.

Hvad kan du få hjælp til?

Hvis du har ledsageordning vil du få hjælp til:

  • At blive hjulpet til og fra (selvvalgte) aktiviteter udenfor hjemmet (selve ledsagelsen)
  • De opgaver, der kan følge med (f. eks. at hjælpe med kørestol, at tage overtøj af/på og toiletbesøg).

Hvor mange timer kan ledsagelse være?

Hvis du opfylder betingelserne for at få ledsagelse, har du ret til 15 timer pr. måned - uanset hvad du ønsker at blive ledsaget til.

Udpeg selv din ledsager

Du har ret til selv at udpege din ledsager. Dog må det ikke være en forælder, en ægtefælle, eller et lignende nærtstående familiemedlem.
Din ledsager skal helst have interesse eller erfaring i at arbejde med personer med handicap. Ved valg af ledsager, bliver der også lagt vægt på, at du og ledsageren har fælles interesser. Kommunen skal godkende og ansætte din ledsager.

Bruger du ikke timerne i løbet af måneden, kan du spare dem op gennem højst seks måneder efter nærmere aftale med kommunen. Du kan ikke bruge ledsagetimer på forskud.

Udgifter du selv skal betale

Du skal selv betale for udgifter til transport. Og som hovedregel skal du også selv betale for eventuelle udgifter til biografbilletter, spisning etc., hvis du gerne vil have din ledsager med. Derudover skal du som hovedregel dække din ledsagers udgifter til transport under ledsagelsen. Du kan dog ansøge kommunen om at få din ledsagers udgifter til transport og andre aktiviteter dækket med et beløb op til 974 kroner årligt (2023).

Sådan søger du

Du skal søge om ledsagelse hos kommunen.

Lovgrundlag

Lov om social service § 97

Har du en hjælperordning efter lov om social service § 96, kan du ikke få en ledsageordning.

Læs mere om mulighed for at få hjælperordning

Læs mere om hjemmehjælp

Læs mere om aflastning og afløsning

Senest opdateret 08.05.2023