Parterapi hjalp Claus og Iben med at tackle gigten
Til sidst var sygdommen tæt på at overtage Claus og Ibens forhold – men i dag har parret lært at leve med gigten på måder, de begge kan være i.
Tekst: Emilie Kleding Rasmussen
Foto: Kira Gilling Hansen
Følelsen af at skulle gå på listefødder og have konstante knuder i maven. Hvor ét forkert ord kan starte et skænderi. Og bittesmå hverdagsting blusse op til flere dages uvenskab.
"Det var forfærdeligt,” husker 69-årige Claus Bernholdt Christiansen om sit parforhold for et par år siden. “Vi var nået til et punkt, hvor vi låste os selv fast i uvenskaberne, og vi begyndte faktisk at snakke om at splitte op,” siger han.
Iben var i et smertehelvede
I de sidste 21 år har Claus dannet par og boet sammen med Iben Bartholin Brylle Marskov. For godt ti år siden ændrede hverdagen sig dog markant for dem begge. Først blev Claus syg med kræft i halsen. I 2012, samme år han blev rask, fik Iben konstateret morbus Bechterew – også kendt som rygsøjlegigt – samt artrose i store dele af kroppen. I de efterfølgende år fik hun mere og mere ondt.
“Når man er i det smertehelvede, bliver man til et andet menneske, og man skriger sine smerter ud. Iben ønskede mig intet ondt, men det gik ud over mig på en måde, hvor jeg i årevis var ulykkelig,” fortæller Claus.
Frustrationer og vredesudbrud derhjemme
Udadtil var det svært at se, at Iben led. Hun tog stærk medicin, bed resten af smerterne i sig og virkede egentlig som sit tidligere selv, når parret var sammen med andre. Men derhjemme, når alle kræfterne var opbrugt, kom frustrationerne og vredesudbruddene frem. Og for Claus føltes det, som om blev hældt direkte i hovedet på ham.
“Til sidst løb bægeret over for mig. For jeg gad sgu ikke høre på den smerte hele tiden,” indrømmer han.
Claus: Jeg kunne ikke holde det ud længere
Særligt påvirkede det ham, når han kom hjem fra arbejde som autoelektromekaniker.
“Jeg er et tryghedsmenneske, så når jeg bare skulle slappe af efter en dag med glade kolleger, men i stedet blev mødt med smerter og ubehageligheder … Ja, jeg syntes, det var så pissehamrende irriterende og frustrerende – og så råbte og skreg jeg jo også,” siger Claus.
Eller også flygtede han. Kørte hvileløst rundt i bilen. Tog i parken med hunden. Sad timevis ved stranden.
“For jeg kunne simpelthen ikke holde det ud længere.”
Iben: Jeg har ikke været nem at leve sammen med
Når 64-årige Iben ser tilbage på de år, anede hun ikke, at Claus var så påvirket af det.
“Det var måske egoistisk, men jeg kunne simpelthen ikke overskue andet end mine smerter, som havde bygget sig op gennem flere år,” siger hun.
I en årrække troede Ibens læger ikke på, at hun havde så ondt, og først da en bule dukkede op på hendes brystkasse, blev hun henvist til en reumatolog. På det tidspunkt var gigten dog blevet så slem, at hun ofte lå krøllet helt sammen i sofaen og ingenting kunne, mens hun snerrede og bed af Claus.
“Altså, jeg har ikke været nem at leve sammen med. Det kan jeg godt se nu,” siger hun.
Parterapi brød den negative spiral
Vendepunktet kom, da parret startede i terapi. For pludselig begyndte de at lytte til hinanden og stoppe op, inden konflikterne eskalerede.
“Jeg troede faktisk, Iben og jeg havde prøvet alt. Men parterapien gav os værktøjer til at tale om tingene og arbejde med både os selv og hinanden,” fortæller Claus og tilføjer: “I bagklogskabens lys skulle jeg have søgt hjælp meget tidligere.”
Snakker sammen på en helt anden måde
Det er Iben helt enig i. Deres forhold, som for få år siden føltes som en voldsom rutsjetur, er nu fyldt med åbenhed og kommunikation.
“I årevis lå jeg underdrejet på sofaen og skreg af smerte, men jeg satte mig egentlig aldrig ned og fortalte Claus om dem. Det gør jeg nu. Jeg tør være ærlig, for jeg føler, at han forstår mig. At han lytter og spørger ind, når jeg fortæller, at jeg har ondt, og det er godt nok en lettelse,” siger Iben, og Claus stemmer i:
“Hvor jeg før næsten ikke kunne holde ud at høre mere på hendes smerter, så snakker vi nu om dem på en helt anden måde. Og så forstår Iben, at jeg også har brug for at tage ud, så vi ikke sidder lårene af hinanden og helt låste som tidligere. At når jeg i dag pakker bilen er det ikke for at flygte – men for at fiske,” siger Claus.
Iben: Spørg ind til din partners dag
Samtidig er Iben blevet bedre til at spørge ind til Claus, fortæller hun og giver et råd til andre gigtramte:
“Uanset hvor ondt du har, og selv om du ikke har overskuddet, så tilsidesæt dig selv i fem minutter og spørg ind til din partners dag. For hun eller han har det altså virkeligt heller ikke sjovt. Det kan jeg se nu,” siger hun.
Ibens smerter påvirker stadig Claus
Efter sin gigtdiagnose har Iben fået flere ryg- og knæoperationer, og hendes smerter er slet ikke så slemme som tidligere. Hun har dog stadig dårlige dage og tager mange piller for at smertedække sig. Piller, hun ofte har lyst til at frigøre sig fra – men her står Claus parat til at minde hende om deres effekt.
“Iben er en fantastisk fighter, som træner, læser om sygdommen og kæmper for at få det bedre. Men nogle gange slår jeg i bordet på den pæne måde og siger: Jeg vil ikke se dig gå og have ondt, for så gør det også ondt på mig. For Ibens smerter går stadigvæk lige i mit humør,” siger han.
Er blevet bedre til at være kærester igen
Som de fleste andre par har Iben og Claus stadig uoverensstemmelser – men for det meste smiler de nu af de småting, de engang skændtes over, fortæller Claus.
“Og så er vi blevet bedre til at skrive søde beskeder, gøre noget for hinanden og tage på ture sammen,” fortæller Claus. “Til at være kærester igen – og være sammen i mere end bare sygdommen.”
Er du selv pårørende til en med gigt?
I vores samtalegrupper for pårørende kan du dele alle dine tanker og bekymringer, og få inspiration til at tackle svære situationer.
Tilmeld dig en samtalegruppe for pårørende
