Sådan får du støtte, når gigt udfordrer dit arbejdsliv og din økonomi
Er du ny med gigt og i tvivl om, hvad det betyder for dit arbejdsliv og din økonomi? Socialrådgiver Helga Madsen fra Gigtforeningens rådgivning giver dig gode råd og overblik over dine muligheder.
Her kan du se en film – for at kunne afspille den, skal du tillade alle cookies
Klik her for at tillade cookies
Har du smerter, og kæmper du med en overvældende træthed, som gør det svært at arbejde på fuld tid? Du er ikke alene. Som medlem kan du ringe til Gigtforeningens rådgivning for at få hjælp til at skabe de bedste rammer for arbejdslivet – på dine præmisser.
Vores socialrådgiver i Rådgivningen, Helga Madsen, deler 7 råd
1. Kompensation til din arbejdsgiver
Har du haft mindst 10 fraværsdage på grund af din gigtsygdom inden for det seneste år, eller forventes det, at du får det? Så har din arbejdsgiver mulighed for at få økonomisk kompensation for de dage, du er fraværende på grund af din gigtsygdom.
Det hedder en § 56-aftale og sker gennem sygedagpengesystemet. Aftalen skal godkendes af din kommune.
Tal med din nærmeste leder, om det kunne være en mulighed for dig.
2. Skånehensyn, når du er ledig
Er du ledig, kan du stå til rådighed i A-kassen med skånehensyn.
Det betyder, at du ikke behøver at kunne klare alle typer arbejde. Det kan for eksempel handle om, at du har behov for at sidde, stå eller gå i bestemte tidsrum, eller at du skal undgå tunge løft.
Kontakt din A-kasse for at høre mere om dine muligheder.
3. Undersøg din situation ved længere sygemelding
Når du er sygemeldt i længere tid, så undersøg, om du har en forsikring, der dækker tab af erhvervsevne.
Det kan være gennem din pensionskasse eller en privat forsikring. Kontakt dem for at få klarhed over, hvad de kan hjælpe dig med.
4. Nervøs for at blive opsagt?
Hvis du frygter at miste dit job som følge af mange fraværsdage, er det vigtigt at tage kontakt til din tillidsrepræsentant – eller din fagforening, hvis du er medlem af en. De kan rådgive dig om dine rettigheder og hjælpe dig med at finde den bedste løsning.
5. Undersøg muligheden for fleksjob
Fleksjob kan være en mulighed, hvis din arbejdsevne er varigt nedsat.
Du kan ikke selv søge fleksjob, men hvis dine lægelige oplysninger viser, at du har en væsentligt nedsat arbejdsevne, er jobcenteret forpligtet til at afklare din situation. Det kan i sidste ende føre til en bevilling af fleksjob.
Hvis du ønsker fleksjob, hjælper det ikke at arbejde 37 timer og samtidig søge hjælp. En sygemelding er nødvendig – helt eller delvist. Her indkalder jobcenteret dig, inden du har været sygemeldt i otte uger, for at vurdere og afklare din arbejdsevne.
6. Har du mulighed for seniorpension?
Hvis du har maksimalt seks år til folkepensionsalderen, har arbejdet 20-25 år i fuldtidsjob og ikke kan arbejde mere end 15 timer om ugen, kan du muligvis få seniorpension.
Du søger via borger.dk, og din kommune hjælper med at indsamle de nødvendige oplysninger.
7. Har du mulighed for førtidspension?
Førtidspension er for dig med en varigt og væsentligt nedsat arbejdsevne, hvor ingen beskæftigelse er mulig – heller ikke fleksjob. Kommunen vil vurdere din sag – blandt andet gennem virksomhedspraktik eller en funktionsevnebeskrivelse.
Start med at tale med din læge, som kan dokumentere, at du ikke har arbejdsevne. En sygemelding er ofte første skridt. Når du er langtidssygemeldt, vil jobcenteret automatisk kontakte dig for at vurdere din situation.