Få et godt samarbejde med jobcenteret: Tre gigtramte giver deres bedste råd
Du har i forvejen nok at bøvle med, hvis din gigt har tvunget dig ud i en sygemelding. Her er møder med jobcenteret måske det sidste, du orker. Alligevel anbefaler tre gigtramte, at du gør en (lille) indsats. For din egen skyld.
Fotos: Linda Johansen
I vores nye sæson af podcastserien, "Av min krop", kan du blandt andet høre tre gigtramte fortælle om deres udfordringer med at kombinere job og gigt. Her deler de også deres bedste erfaringer om, hvordan man kan få det bedste ud af møderne med jobcenteret:
”Tag en bisidder med. Det kan være din partner eller din ven. For du har ikke overskud til at sætte dig ind i noget.” – Merete, førtidspensionist
”Prøv at gå ind til det med en forventning om, at det kan blive et samarbejde. Husk på, at I har en fælles interesse om at nå i mål, så spørg dem for eksempel om, hvad de har brug for, fra dig, for at kunne træffe en afgørelse.” – Emil, førtidspensionist
”Et nej er ikke nødvendigvis et nej. Hvis du søger om et hjælpemiddel og får afslag, så skal du ikke give op. Det er min erfaring, at mange får godkendt, hvis de anker.” - Jakob, i arbejde
”Tag tidligt kontakt til jobcentret. Det er meget nemmere at overskue, hvis du gør det, før du er helt knækket." – Jakob, i arbejde
”Ring til Gigtforeningens rådgivning. Det brugte jeg meget for at få en socialrådgivers vurdering af, hvad der foregik.” – Jakob, i arbejde
Desværre har samarbejdet med jobcenteret ry for at være svært, og det er det også for mange med gigt.
Hele 41 procent af gigtramte oplevede ikke, at jobcenteret var en hjælp under deres sygemelding. Det viser en undersøgelse blandt Gigtforeningens brugerpanel fra 2024.
Den nye sæson af podcastserien, "Av min krop", handler om hverdagslivet med gigt. Der er både en episode om familieliv, kærlighedsliv, fritidsliv og altså den om jobliv, der ud over jobcenteret også handler om, hvor vigtig jobbet kan være for vores identitet, og hvor svært det er at acceptere, hvis vi ikke længere kan arbejde.
Hør hele podcastserien her, eller hvor du normalt finder dine podcasts.
Gigtforeningens rådgivning er åben for dig, der er medlem af Gigtforeningen.
Læs mere om hvad Gigtforeningens rådgivning kan gøre for dig
Pssst… Er du ikke medlem, så koster et medlemskab kun 340 kroner om året.