Charlotte fik fastholdelsesfleksjob - Samarbejde er nøgleordet

Hvad gør du, når du har en kronisk sygdom, men gerne vil beholde dit job? Det kan du læse om i Charlottes historie. Åbenhed om sin gigtsygdom, tydelig dokumentation og et stærkt samspil med arbejdsgiver og kommune betyder, at Charlotte i dag er i fastholdelsesfleksjob. 

Foto: Jacob Ljørring

Der skulle en langtidssygemelding til, før Charlotte Wiinblad lyttede til sin krop og gik ned i tid. Åbenhed om hendes leddegigt, tydelig dokumentation for alle tiltag – og et stærkt samspil med arbejdsgiver og kommune er årsagen til, at hun i dag er i fastholdelsesfleksjob.

"Jeg har altid engageret mig meget i mit arbejde. Jobbet føltes som en del af min identitet, og de økonomiske konsekvenser af at gå ned i tid var svære at overskue. Men i 2019 sagde min krop gradvist mere fra, samtidig med at trætheden overvældede mig."

Knap var Charlotte Wiinblad blevet ansat som administrator i virksomheden Lloyd’s Register, da hun for otte år siden fik konstateret leddegigt.
En aggressiv én af slagsen med svære smerter, stive led og høje inflammationstal.

I begyndelsen gik arbejdslivet okay. Behandlingen holdt de værste symptomer nede, og Charlotte fortalte kolleger og ledere om sine udfordringer.
"Det var selvfølgelig lidt nervepirrende at åbne op om sygdommen første gang. Hvad ville de tænke, og kunne jeg mon beholde jobbet?
Men min arbejdsplads var villig til at samarbejde og finde løsninger. Vi fik det til at fungere godt med en §56, hævesænkebord, hjælpemidler og en del hjemmearbejde," fortæller hun.

Læs mere om sygedagpengeloven §56

Åh nej!

Leddegigten tog til, i takt med at behandlingen mistede sin effekt. Og til sidst var der ingen vej udenom.
”I januar 2020 måtte jeg melde mig syg. Og da jeg vendte tilbage efter to måneder, var det tydeligt, at jeg ikke skulle op på 37 timer igen.
Pilen pegede mod et fastholdelsesfleksjob, og min første tanke var: Åh nej! For man hører så mange historier om lange, udmattende ressourceforløb.
Men frygt og fordomme blev heldigvis hurtigt lagt på hylden.”

Samarbejde bar frugt

Lige siden Charlotte fik konstateret leddegigt, har hun været tæt allieret med sin HR-afdeling.
Sammen har de fundet på løsninger – og alle tiltag er blevet skrevet ned. Da fleksjobbet skulle i hus, blev alliancen guld værd.

"Min HR-kollega Trine (Kall Christensen, red.) var en vigtig medspiller hele vejen. Både under de mange overvejelser, ved møderne på kommunen og i ansøgningsprocessen. På kommunen blev vi mødt af en empatisk og professionel fastholdelseskonsulent med samarbejdsvilje og god energi.
Og efter fire intense måneder med mange møder blev jeg godkendt til fleksjob!" siger Charlotte, som i dag arbejder 12 timer om ugen primært på hjemmekontoret.

Skriv ned, skriv ned, skriv ned

Set i bakspejlet var Charlotte gerne gået ned i tid tidligere. Hun er glad for sit arbejde, men de mange timer har kostet på overskuddet i privaten.
"Min frygt for dårlig økonomi og lange ressourceforløb gjorde, at fuldtidstilværelsen varede et par år for længe,” fortæller den nyudklækkede fleksjobber.

Med sig i bagagen har hun et altoverskyggende råd til dem, som måske selv skal ud at søge om godkendelse til fleksjob en dag:
"Vær ærlig og åben om din sygdom. Både over for arbejdsgiver, læge og kommune. Og sørg for at skrive alt, I gør for at fastholde dig, ned.
Alle hjælpemidler, tiltag og støtteforanstaltninger – alting. Så kan I dokumentere dine begrænsninger, hvis det en dag bliver nødvendigt."

 

 

Fleksjob og fastholdelsesfleksjob 

Du kan søge fleksjob, hvis din arbejdsevne er varigt nedsat i en grad, så du højst kan arbejde halvdelen af 37 timer om ugen.
Arbejdsgiveren betaler løn, pension og feriepenge for de timer, du arbejder. Kommunen yder et fleksløntilskud.

Hvordan søger jeg?

Jobcentret bevilger fleksjob. Kontakt dem, hvis du mener, ordningen er aktuel for dig. Du kan først blive godkendt til fleksjob, når din arbejdsevne er grundigt dokumenteret. Alle skånehensyn, hjælpemidler og behandlingsformer skal være afprøvet eller som minimum vurderet.

Hvad er fastholdelsesfleksjob?

Det er et fleksjob på den arbejdsplads, hvor du er eller senest har været ansat. Her gælder samme regler som ved fleksjob med at dokumentere din arbejdsevne. Desuden skal du sammen med din arbejdsgiver have skrevet alt ned, I har gjort for at fastholde dig, mindst 12 måneder før godkendelsen.

Senest opdateret 14.01.2021