Nyt år, nye vaner - mere energi
Holder du stadig fast i dit nytårsforsæt om at komme i form eller spise sundere? Så er det tid til at give dig selv et klap på skulderen! For ifølge statistikken giver rigtig mange op 2-3 uger inde i januar …
”Det er ikke så lige til at ændre sine vaner. Det tager tid, og det kræver en god portion vedholdenhed,” fastslår Marina Aagaard. Hun er ekspert i sundhed og træning og har masser af erfaring med, hvordan sund kost og fysisk aktivitet kan give mere energi i hverdagen.
Her får du Marinas fem bedste råd om, hvordan du kan forandre dine motions- og kostvaner:
Sådan kommer du i gang – og holder fast
- Gør op med dig selv, hvorfor du vil ændre dine vaner
Hvad er det, du gerne vil kunne, som du ikke kan i dag? Skriv ned, hvad du vil opnå. Hvilken version af dig selv vil du gerne være? Hvorfor vil du være stærkere, sundere eller lettere? Vil du gerne kunne spille fodbold med dine børn eller børnebørn? Have mere energi i hverdagen? Eller kunne passe de jeans, du voksede fra for et par år siden? Vær gerne konkret. Og mind dig selv om de gevinster, der venter forude, hvis motivationen indimellem svigter. - Sæt dig nogle mål, som du har en god chance for at nå
Det er vigtigt, at du oplever, at du rent faktisk lykkes undervejs i den svære rejse, det er at ændre sine vaner. Så spænd ikke buen for hårdt! Målet om at løbe en halvmaraton om to måneder er nok ikke realistisk for ret mange – måske handler det mere om at klare trapperne op til 2. sal uden at blive forpustet. Og drømmen om igen at kunne passe de gamle jeans inden sommerferien er måske også lidt vel ambitiøs. Det kan være, at du når det til september i stedet. - Husk, at selv små skridt gør en stor forskel
Pas på med at vende op og ned på det hele fra den ene dag til den anden. Start med et æble om morgenen eller en gulerod til frokost – og en lille gå- eller cykeltur hver dag. Drik et par glas vand, når du vågner om morgenen. Det lyder måske som små skridt, men forskningen viser, at de gør en forskel. Efterhånden kan du stille og roligt skrue op for de nye gode vaner.
Det er også en god ide at dele træningen op i løbet af dagen. Men små øvelser, der bare tager et par minutter. For eksempel stolesquats, hvor du sætter dig ned og rejser dig op så mange gange, du kan. Det styrker de store muskelgrupper, og du kan lige så stille skrue op for antallet til 10-15 gange, efterhånden som du bliver stærkere. For nemt? Så gør det på et ben ad gangen. - Vær ikke for hård ved dig selv, hvis du falder i en dag
Husk, at Rom blev ikke bygget på én dag – og i morgen kan du fortsætte, hvor du slap. Men pas alligevel på! Never miss twice … Lad der ikke gå to dage, før du vender tilbage til din plan. Og hvis du lige mangler motivationen, så prøv at lade være med at begynde at diskutere med dig selv, om du orker. Bare gør det. - Mærk efter undervejs
Kan du mærke forandringen? Har du fået mere energi? Har du alt i alt fået det bedre? Det har du med stor sandsynlighed. Både mentalt og fysisk. Og det er i virkeligheden den bedste motivation for at holde fast og blive ved!
Se vores liveudsendelse med Marina Aagaard og få flere gode råd om at ændre dine vaner
Senest opdateret 11.02.2025