Sådan søger du tilskud
Hvis din funktionsevne er nedsat i en sådan grad, at du ikke længere selv kan klare alle dine daglige aktiviteter, har du forskellige muligheder for at få hjælp.
Det er din kommune, der vurderer, hvilken hjælp du kan få. Selvom det kan virke grænseoverskridende at søge om hjælp, kan det gøre det muligt at spare på kræfterne og aflaste dine led, så du har energi både til det nødvendige og alt det sjove.
Her på siden kan du læse om de muligheder, der findes, og få en idé om, hvad der kunne give mening for lige netop dig. I Gigtforeningens rådgivning hjælper vi dig også gerne med at finde ud af, hvad der er af muligheder i lige netop din situation.
-
Få overblik over, hvad du kan få hjælp og tilskud til
Hvad end du har brug for hjælpemidler, forbrugsgoder eller at få tilpasset din boligindretning er der hjælp at hente. Her får du overblik over, hvad du kan få hjælp og tilskud til, og hvordan du søger.
-
Få en hjælperordning
Hvis du er afhængig af andre for at klare dagligdagen, kan du søge om at få en hjælpeordning. Hjælperen kan hjælpe i den udstrækning, du har behov for, hvad end det blot er dagens praktiske gøremål eller mere omfattende hjælp og pleje, du har brug for.
-
Ledsager ud af huset
Hvis din gigtsygdom betyder, at du eksempelvis har svært ved at klare indkøbene i supermarkedet, tage i biografen eller træningscenteret eller komme på sygehuset på egen hånd, kan du søge kommunen om at få en ledsager, der kan tage med og hjælpe dig.
-
Hjemmehjælp
Har du som følge af din gigtsygdom enten midlertidigt eller permanent nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der gør, at du har brug for hjælp i hjemmet, skal du tale med den kommune, du bor i. En hjemmehjælper kan give dig personlig hjælp og pleje - og hjælpe med praktiske opgaver og madlavning.
-
Aflastning og afløsning
Hvis du eller din familie passer et barn eller en voksen, der ikke kan klare sig selv, er det muligt at søge kommunen om aflastning og/eller afløsning. Afløsning er hjælp i hjemmet, mens aflastning er hjælp uden for hjemmet – for eksempel i form af dag-, nat- eller døgnophold.