Prioriter intimitet og sex, og lad nullermænd være nullermænd
Hvad gør man, når sygdom risikerer at stjæle sexlivet? Når smerterne bliver så voldsomme, at berøring føles umulig? Og når ens partner bliver bange for at gøre det hele meget værre, hvis han nærmer sig? Man allierer sig med vilje, legesyge og gåpåmod – og så finder man kreativiteten frem.
Foto: Linda Johansen
Det er morgen. Merete Gericke Lorange står ved sit køkkenbord og kigger ud på haven. Hun har SLE/lupus, og hun er netop kommet hjem efter en indlæggelse på Rigshospitalet. Alting gør ondt. Især huden, som brænder, isner, nærmest hviner, når hun bliver rørt ved. Bag hende kommer hendes mand, Jack, og lægger armene om hende. Men det føles anderledes, end det plejer. Han er mere forsigtig, end han plejer. Han prøver sig frem, og han trækker sig hurtigt igen – afbryder omfavnelsen, fordi han ved, at berøringen gør Meretes smerter værre. Lige dér tager Merete en beslutning:
”Der skete noget i mig, da jeg kunne mærke, at Jack begyndte at trække sig, fordi han var bange for at gøre mig ondt. Jeg ville ikke finde mig i, at sygdommen skulle bestemme over den måde, vi var sammen på, jeg tænkte: Der er altid en vej. Og den må vi jo så finde – sammen,” siger hun.
Morgenkaffe i spaen
Tanken blev startskuddet på en lang og undersøgende fase af Merete og Jacks parforhold. For hvad stiller man op, når huden sprækker og bløder, berøring er synonymt med store smerter, og man samtidig nægter at lade den fysiske intimitet forsvinde ud af sit parforhold?
”Vi tog en masse gode snakke om, hvordan vi kunne lege med vores intimitet – og det fyldte rigtig meget i den første tid. Legen og undersøgelserne. En dag stod jeg med hænderne i en skål lunkent vand, og det gik op for mig, at det faktisk føltes rart. Smerterne var næsten ikke til stede. Og så måtte vi jo af sted til en spa,” fortæller hun.
Og spaen virkede faktisk. Merete og Jack købte en, som i dag står på terrassen. Det tog lidt tid, men langsomt fandt de den rette temperatur, og da først den var fundet, kunne Merete pludselig mærke sin krop på samme måde, som før hun blev syg.
”Der sker bare noget, når jeg kommer under vand. Det føles, som om der bliver slukket på en kontakt – jeg er helt i ro. Så er jeg mig selv, som før jeg blev syg. Ingen smerter, ingen gnaven eller isnen i knoglerne,” fortæller hun.
I starten havde Merete et par minutter uden smerter, når hun kom op af vandet. I dag er hun helt oppe på et par timer, hvor hendes krop er så meget i ro, at berøring, kys og kram er forbundet med velvære i stedet for smerter.
”Så vi tager morgenkaffen i spaen, og der kan vi ligge helt tæt og holde om hinanden. Det er en skøn måde at starte dagen på,” siger Merete.
At kode kroppen væk fra smerte
I tiden efter, at Merete kom hjem fra hospitalet, var intimiteten en anden, end hun og Jack havde været vant til. Og det krævede både vilje og gåpåmod for dem begge at finde en vej tilbage til den fysiske intimitet, som er så vigtig for dem.
”Intimiteten og nærværet har vi altid med os – sexlivet var noget, vi sammen øvede os i, men det krævede både stædighed, vilje og en god portion gåpåmod, for alt skulle nytænkes,” siger hun.
Noget af det, som Merete og Jack brugte energi på, var at vænne Meretes krop til ikke at forvente smerte ved berøring – og det krævede meget arbejde for dem begge:
”For mig handlede det jo om, at kroppens signaler skulle vendes om. Berøring skulle blive en rar ting, ikke en smerteting. Vores hud har jo massevis af nerveender i sig, og i starten var mine nerveender kun kodet til smerte. Jeg forventede, at det gjorde ondt, når jeg blev rørt ved,” fortæller hun.
”Men,” fortsætter Merete, ”smerten er jo ikke farlig, smerten ødelægger ikke noget. Smerten er bare, og den er ikke rar. Men hvis man ved, at den lægger sig lige om lidt, og man slapper af, så kan man tæmme den og vende den til noget andet. Men det kræver, at man har vilje til at gå gennem den rejse, der er fra ubehag til noget, der føles rigtig dejligt.”
Nullermændene er her stadig, når vi ikke er det længere
Spørger man Merete, hvordan hun har fundet overskud til at arbejde så målrettet med at lære sine smerter at kende, mener hun ikke, at hun og Jack havde et valg. For dem handler det bare om at prioritere det vigtige i livet.
”Jeg er for eksempel ligeglad med nullermænd i hjørnerne, de er her stadig, når vi ikke er det længere. Det er heller ikke så vigtigt, om vi får det planlagte til aftensmad, eller om vasketøjet er lagt pænt sammen. Til gengæld er det vigtigt, at Jack og jeg kan mærke hinanden. Det kommer i første række. Så vi starter dagen med intimiteten – og så må vi se, hvad der er overskud til derefter. Sex er jo i øvrigt en ganske effektiv smertelindrer. Den kan du køre langt på,” griner Merete.
