Susanne har fibromyalgi og er mor til to: Jeg kan jo alt det samme – bare på en ny måde
Daglige smerter og ekstrem træthed fik Susanne til at tvivle på, om hun kunne være en god mor for sine børn. Det krævede en gentænkning af alle de idealer, hun troede, hun skulle leve op til, før hun fandt ud af, at måske var det ikke hende, den var gal med. Måske var det de krav, hun altid havde forestillet sig, hun skulle opfylde, der viste sig at være forkerte.
Foto: Linda Johansen
Morgenerne plejede at køre som en velsmurt maskine. Ud af sengen, børnene i tøjet, morgenmad, madpakker, et knus – og så afsted. Selv efter hun blev syg, prøvede Susanne Lauritzen at gennemføre den type morgener, hvor det var hende, der skulle kunne det hele. Hende, der var ansvarlig for alt.
”Jeg slog mig selv i hovedet med alt det, jeg følte, at jeg burde kunne klare. Alt det, jeg tænkte var nødvendigt for at være en god mor, en god kæreste eller en god ven, og som jeg kunne, før jeg blev syg. Og det kørte mig fuldstændig ned. Det tog mig lang tid at finde ud af, at jeg jo stadig kan alt det samme – jeg skal bare finde en ny måde at gøre det på.”
Selvkørende børn – og så tilbage i seng
I dag lægger børnene selv madkassen i tasken. De finder selv jakken frem og tager sko på, mens Susanne ser på og hjælper til i et markant lavere tempo. Når børnene er taget afsted, går hun tilbage i seng for at samle energi til resten af dagen.
”I starten havde jeg helt vildt dårlig samvittighed over bare at gå i seng igen. Det føles jo som om, man snyder – eller som om man er doven, og det passer slet ikke med den idé jeg havde om, hvordan jeg skulle være,” siger hun.
Og der var mange ting, Susanne skulle være. Susanne skulle have et hjem, der stod snorlige og altid var rent. Susanne skulle være i bund med vasketøjet. Susanne skulle stå klar med smurte madpakker, og hun skulle helst kunne klare det hele selv og - uden hjælp fra hverken familie eller venner. Når børnene ville tegne, skulle hun stå klar i atelieret, og når de tog på shelterture, skulle det selvfølgelig inkludere en lang vandretur med hele oppakningen på ryggen.
”Men alt det kan man jo ikke,” siger Susanne, ”når man er syg. Når jeg sammenlignede med, hvad jeg kunne, før jeg blev syg, følte jeg mig som en dårlig mor. Hele den der palaver, der kører i hovedet, du skal nå dit og dut – og helst også dat – har jeg brugt meget tid på at øve mig i at slukke. Hvis det ikke giver mening for min krop og for mig – hvorfor skal det så være sådan?”
En øjenåbner på Djursland
Det blev en tur i Djurs Sommerland, der ændrede på Susannes opfattelse af, hvad hun som mor skulle kunne klare. Traditionen foreskrev, at alle skulle med, alle forlystelser skulle prøves, og det hele skulle være, som før hun blev syg.
”Jeg lå jo brak i ugevis efter,” fortæller hun og fortsætter: ”Alt gjorde ondt, og jeg var fuldstændig drænet for energi. Til sidst måtte jeg sige til min familie, at jeg simpelthen ikke kunne overskue det. Og det var dér, det gik op for os, at vi alle sammen havde det sådan, vi havde bare aldrig snakket om det. Og det var faktisk en øjenåbner, for pludselig var jeg ikke alene om de krav, jeg bildte mig ind, at jeg skulle opfylde for at være en god mor til mine børn. Turen endte med at blive vildt god, når vi delte opgaverne ud mellem os. Børnene var glade, de voksne slappede mere af. Så er det nok ikke så vigtigt, om det er mor eller moster, der kører med i rutsjebanen for tredje gang – det vigtige er jo, at vi er der sammen, at jeg har energi til at være der med dem.”
Måske er det nok med papir og blyant
I dag inddeler Susanne dagene mellem opgaver. Hun og hendes mand hjælpes ad, og hun sørger for at tage hvil, så hun kan fordele energien. Nogle dage har hun overskud til både vasketøj og is efter skole. Andre dage skal tages i et roligere tempo. Hun har lært sig selv at se anderledes på de krav, der fyldte så meget for hende, da hun blev syg – for måske kan mindre også gøre det?
”Jeg har jo stadig dage, hvor jeg bare skal lave ingenting. Hvor jeg skal se tv eller male hele dagen, for mere kan jeg simpelthen ikke overskue. Og jeg øver mig i at sige, at så må opvask være opvask – især hvis det betyder, at jeg så kan samle energi til at hente ungerne efter skole eller tage en cykeltur med dem. Og det er nok. Det øver jeg mig i at sige: Det er nok! For man kan jo godt cykle en tur, uden at det behøver være ti kilometer, og man kan godt tage til koncert, uden at det betyder, at man skal stå op i tre timer. Jeg er også ret sikker på, at man godt kan hygge sig sammen med at tegne og male, uden at man behøver et helt atelier. Måske er det faktisk nok med papir og blyant.”
Du kan høre meget mere til Susanne i podcasten ”Av min krop”, hvor hun, sammen med et panel af mænd og kvinder med gigt deler sine tanker og erfaringer fra hverdagen. Sammen leder de efter veje til at få overskud til det, der virkelig betyder noget. Podcasten er lavet i samarbejde med Sygeforsikringen ”danmark”
