Råd fra vores eksperter: Får du nok D-vitamin?

I vinterhalvåret fra oktober til april er solens stråler ikke stærke nok på vores breddegrader til at danne D-vitamin i huden. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen generelt børn over 4 år og voksne at tage tilskud af D-vitamin på 5-10 mikrogram dagligt i denne periode. Nogle grupper anbefales et tilskud af D-vitamin hele året. Har du gigt, bør du være opmærksom på at få nok D-vitamin, råder vores eksperter.

D-vitaminmangel kan forværre gigtsymptomer

Flere videnskabelige studier har vist en sammenhæng mellem høj sygdomsaktivitet ved leddegigt og mangel på D-vitamin. Forskerne mener derfor, at D-vitaminmangel kan forværre symptomer ved leddegigt. Også ved andre gigtsygdomme og hos raske mennesker kan D-vitaminmangel være forbundet med led- og muskelsmerter.

Så meget skal du have

Det er almindeligt, at mennesker med gigt får for lidt D-vitamin, og derfor anbefales mange med gigt at få et dagligt tilskud af D-vitaminer. Ved gigtbetændelses-sygdomme som leddegigt anbefales et tilskud af D-vitamin på 20 mikrogram dagligt (evt. højere efter individuel vurdering) hele året rundt.

Også som forebyggelse eller behandling af osteoporose (knogleskørhed) anbefales tilskud af D-vitamin.

For meget D-vitamin

Som det også ses ved andre næringsstoffer, er der både en risiko ved at få for meget som for lidt D-vitamin. Undgå at indtage en høj og ubegrundet mængde D-vitamin – særligt hvis du i øvrigt er rask.

Er du i tvivl?

Ved gigtsygdomme er det dog oftere et problem, at man får for lidt D-vitamin. Er du i tvivl, om du får D-vitamin nok (eller for meget), kan en blodprøve hos din læge give dig svar.

D-vitamin fra maden

Fede fisk, som laks, sild og makrel indeholder større mængder D-vitamin og bidrager til vores niveau af D-vitamin i blodet. D-vitamin findes også i mælk, ost og æg, men kun i begrænsede mængder. Den vigtigste kilde til D-vitamin er solen. Det er svært at få dækket behovet for D-vitamin alene gennem maden.

Publiceret 10.11.2022