Regeringen skærer i egne smerteambitioner

De kroniske smertepatienter må lede længe efter store forbedringer i deres behandling. Det mener Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind, efter at regeringens bud på en ny strategi for smertebehandling i Danmark er blevet præsenteret.

Regeringens længe ventede udspil for strategien på smerteområdet er landet. Regeringen havde ellers lagt op til en omfattende forbedring af behandlingen, men de kroniske smertepatienter må tage til takke med et udspil, der slet ikke lever op til de store ambitioner.

"Vi ved, at hver fjerde voksne dansker lever med smerter i led, ryg og muskler, og at mange af dem er på smertestillende medicin. Alligevel vælger man fra politisk side nærmest at kaste håndklædet i ringen med det her udspil,” siger Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen.

En lappeløsning

Sundhedsstyrelsen udarbejdede i 2020 et forslag, hvor der blev lagt op til omkring 20 muligheder for, hvordan man kunne forbedre smertebehandlingen i Danmark.

Regeringen har dog valgt kun at fortsætte med 4-5 af disse. Selvom forslagene har gode hensigter og peger i den rigtige retning, så er det langt fra nok, mener Gigtforeningens direktør Mette Bryde Lind:

”Det her fører ikke til tidssvarende og fyldestgørende behandlingstilbud for patienterne. Vi havde håbet på en styrkelse af almen praksis og et større fokus på en behandlingsplan, der skulle skræddersyes den enkelte patient. Der er ikke afsat penge til at løfte området. Det er en lappeløsning,” mener hun.

De nye initiativer går blandt andet på at oplyse om kroniske smerter og anbefalinger om tidlig udredning af patienter med kroniske smerter. Selvom det er gode tiltag, kan de ikke stå alene, mener Mette Bryde Lind.

”Der skal i højere grad støttes op med non-farmakologiske behandlingstilbud og sociale indsatser. De tilbud findes stort set ikke i dag – kun hos private med stor egenbetaling. Så regeringens manglende ambitioner kan komme til at skævvride behandlingsmulighederne,” forklarer hun.

Brug for flere trænings- og rehabiliteringsmuligheder

Regeringens strategi for de kroniske smertepatienters behandling er ikke tilstrækkelig, og der skal sættes hårdere ind for at sikre, at så mange som muligt af de smerteplagede kan bibeholde både deres sociale liv og arbejdsmæssige tilknytning.

”Vi bliver ved med at arbejde for, at smertebehandlingen bliver bedre og til gavn for alle – uanset pengepung. Vi skal have større fokus på den enkelte, så behandlingen kan komme flest mulige smertepatienter til gavn. Vi har ikke brug for, at der bare bliver udskrevet mere smertestillende medicin. Der skal bedre og flere strukturerede rehabiliteringsmuligheder til, for at afhjælpe smertepatienternes problemer i videst muligt omfang,” siger Mette Bryde Lind og fortsætter:

"Vi ved, at vi kan forebygge en del af de kroniske patienters smerter og sygemeldinger, hvis vi sætter ind med ordentlige tilbud som træning og rehabilitering. Alt for mange får ikke den hjælp, de har brug for, og det skal vi have lavet om på!” siger hun.

En undersøgelse har vist, at der er store samfundsøkonomiske gevinster ved disse tilbud.

Her er initiativerne, regeringen vil arbejde videre med på smerteområdet.

  1. Faglige anbefalinger om organisering og indsatser på smerteområdet
    Sundhedsstyrelsen skal udarbejde anbefalinger, der skal understøtte tidlig udredning og bedre organisering i samarbejdet mellem sektorer. Fokus på udredning, diagnostik og iværksættelse af relevante faglige indsatser.

  2. Nationale faglige kliniske retningslinjer til at understøtte almen praksis
    Sundhedsstyrelsen skal udarbejde nationale kliniske anbefalinger for konkrete faglige indsatser, der kan understøtte alment praktiserende læger i at udrede og behandle smertepatienter bedre og hurtigere.

  3. Styrket patientinddragelse for patienter med kroniske smerter
    Sundhedsministeriet indmelder i 2022 smerteområdet som et nyt PRO-område i prioriteringen af nye PRO-områder i Den nationale styregruppe for PRO. Her skal udarbejdes et nationalt PRO-spørgeskema, som kan bruges på tværs af sundhedsvæsenet.

  4. Oplysningsindsats om kroniske smerter
    Kampagnen skal bygge videre på erfaringer fra kampagnen ”AVLIV – myter om kroniske smerter”, som Sundhedsstyrelsen gennemførte i 2020 som led i indsatsen på smerteområdet. Arbejdet med kampagnen starter i 2022.

  5. Styrket kvalitet via faglige samarbejder – to temadage
    For at understøtte udbredelse og implementering af nye anbefalinger målrettet kroniske smertepatienter, afholder Sundhedsstyrelsen to temadage for relevante sundhedsfaglige aktører og faggrupper, relevante myndigheder samt patient- og pårørendeforeninger
Læs mere om strategien på Sundhedsministeriets hjemmeside
Publiceret 08.07.2022