Lyt til din krop
Få vores e-guide med inspiration til smertehåndtering, træning, viden om forskning, muligheder for rådgivning – og meget mere
Bjarke Wiegand var aktiv sportsudøver, da han som 40-årig fik artrose. Siden er han blevet opereret mere end ti gange og har fundet nye måder til at holde sig i gang.
Her kan du se en film – for at kunne afspille den, skal du tillade alle cookies
Klik her for at tillade cookies
Bjarke Wiegand var knap 40 år gammel, da han fik konstateret artrose i den ene storetå. Men i stedet for at forholde sig til diagnosen, forsøgte han at løbe fra den. Bogstaveligt talt.
"Jeg tog det overhovedet ikke seriøst. I stedet fandt jeg ud af, at hvis jeg løb længe nok, kunne jeg overskride smerten, så foden nærmest blev følelsesløs. Set i bakspejlet var det nok ikke den bedste idé," fortæller Bjarke, der havde gået rundt med smerter i tre år, inden han gik til lægen.
Først efter 12 operationer så han gigten i øjnene.
Den første operation blev besluttet kort tid efter diagnosen blev stillet. I første omgang forsvandt smerterne, men han oplevede ikke den store hjælp til at komme tilbage til hverdagen.
"Min balance var udfordret efter operationen, for tåen støttede ikke på underlaget på samme måde som før. Jeg genoptrænede min balanceevne selv, for den vejledning, jeg fik, var ikke videre brugbar. Derefter fortsatte jeg min hårde træning og troede, at det var et overstået kapitel," fortæller han.
Han var således ved at træne op til et marathon, da han fik en skade i det ene knæ, der krævede endnu en operation.
"Fuck, tænkte jeg. Der var to uger til løbet, og jeg havde ikke tid til en knæskade, så jeg spurgte kirurgen, om jeg kunne gennemføre det alligevel. Da så han mig dybt i øjnene og sagde, at jeg ikke skulle løbe så meget som ti meter mere i mit liv."
Kirurgen viste Bjarke Wiegand scanningsbillederne, hvor man kunne se, at knæet var ødelagt af artrose. Brusken var stort set væk.
Behandlingen lød på en operation, hvor den tilbageværende brusk blev fordelt bedre mellem knoglerne. Det betød et farvel til løbetræningen og de hårde ture på racercykel.
"Der gik alvoren op for mig," fortæller han.
Siden har han været igennem 12 operationer i tæer og knæ, og han har været nødt til at genopfinde den aktive livsstil, som han ikke vil lægge fra sig.
"Træning altid har været forbundet med stor livskvalitet for mig, og jeg er sikker på, det er en af grundene til, at jeg har det så godt, som jeg har det i dag. Både fordi jeg er stærk omkring mine knæled, og fordi jeg træner hele kroppen, hvilket virker aflastende," siger han.
I dag har Bjarke en protese i hvert knæ, hvilket har kostet på fleksibiliteten på højre ben. Men hvis der er noget, han ikke vil, er det at lade sig begrænse. Derfor satte han sig for nogle år siden et mål.
"I sommer var jeg på vandretur rundt om Mont Blanc i ti dage. Trods daglige vandringer på otte timer og stigninger på 1.000 højdemeter op og ned, gik det fint Jeg har lært at leve med mine smerter og tager sjældent smertestillende medicin," fortæller han.
Det oprindelige mål var en tur til Dolomitterne, som han forventer at gennemføre inden for de næste to år.
Ikke alene måtte han forlade mange af de fællesskaber, han altid havde været en del af i forbindelse med sin træning. Han havde også svært ved at finde et nyt.
Som nydiagnosticeret og med udsigten til en større livsomlægning, havde han brug for at dele sine tanker med ligesindede.
"De eneste fællesskaber, jeg fandt, var for patienter, der var væsentlig ældre end mig og havde en helt anden livsstil. Dem kunne jeg ikke spejle mig i. Jeg var stadig ung og aktiv," fortæller han.
Derfor startede han en Youtube-kanal, hvor han delte sine erfaringer med genoptræningen. Det stod hurtigt klart, at han havde ramt et kæmpe behov.
"Mange begyndte at skrive til mig, så jeg oprettede en Facebookgruppe, hvor medlemmerne kunne dele erfaringer. De fleste var på min egen alder eller yngre. Jeg var tydeligvis ikke den eneste, der havde brug for at finde andre i samme situation," siger han.
Hans bedste råd til andre med artrose er at få trænet. Det bedste, han selv har gjort, var at opsøge en privat fysioterapeut og tage på genoptræningsophold på Montebello, som han blev henvist til i forbindelse med sin anden operation med kunstigt knæ.
"Hvis man spiser sundt og nogenlunde antiinflammatorisk og finder sin egen vej til at være fysisk aktiv, så er det min erfaring, at man kan komme rigtig langt," siger han.