Lyt til viden om gigt
Landets førende læger fortæller alt det, der er værd at vide om en række gigtsygdomme.
Karina Christiansen fik sit første rengøringsjob, da hun var bare 13 år gammel, og som 20-årig startede hun sin egen hudplejeklinik, hvor hun hver dag står bøjet over sine klienter i mange timer. Så … der er egentlig ikke noget at sige til, at hendes krop på et tidspunkt begyndte at sige fra. Men i mange år lod hun som ingenting.
Foto: Lars Horn
"De første tegn kom snigende, allerede da jeg var i 20’erne. Jeg var øm i kroppen, når jeg havde siddet ned eller stået i den samme stilling for længe, men jeg slog det hen. Og bebrejdede mig selv, at jeg nok bare var i dårlig form," fortæller Karina, der i dag er 44 år.
"Selv da jeg fik et kæmpe hold i ryggen, fortsatte jeg bare, som om ingenting var hændt – og uden at gøre noget ved det. Udover at sluge et par Panodiler og tænde for varmepuden, når jeg kom hjem. Jeg havde ikke tid til at være syg – havde alt for travlt med at passe min forretning. Jeg arbejdede syv dage om ugen med kun en enkelt fridag om måneden."
Så det var noget af en mavepuster, da Karina for syv år siden kollapsede med en alvorlig lungebetændelse og en blodforgiftning. Hun var indlagt på hospitalet en hel måned og blev undersøgt i alle ender og kanter. I den forbindelse blev hun også scannet, og det viste sig, at de nederste led i ryggen var slidte.
"Det var en forfærdelig besked at få. Men det satte også noget i gang. Det gik op for mig, at nu måtte der ske noget. Ellers risikerede jeg, at jeg måtte opgive min klinik. Mit levebrød. Min identitet!"
Så Karina gik i gang. Med at læse alt, hvad hun kunne komme i nærheden af. Om, hvad der sker i kroppen, og hvad hun selv kunne gøre for at få det bedre. Og her var motion slet ikke til at komme uden om.
"Jeg meldte mig ind i et fitnesscenter – og så begyndte jeg at gå. Det er blevet en vidunderlig del af min hverdag. Jeg går 10 kilometer med min elskede hund, Troja, hver eneste morgen. Jeg går til spinning, stram op og er lige begyndt på yoga. Det er helt fantastisk. Forleden kom jeg til at tude midt i det hele. Jeg græder ellers aldrig, men der skete et eller andet. Det var som om, jeg pludselig kunne give slip på nogle ting i stedet for hele tiden at presse mig selv. Det var meget mærkeligt – og en stor forløsning."
COVID-19-pandemien blev også et vendepunkt. Karina måtte – ligesom andre – lukke klinikken i lange perioder, så hun var tvunget til at gå helt ned i gear. Og hun fik det meget bedre.
"Det var lidt af en øjenåbner, og da pandemien var overstået, vidste jeg godt, at jeg ikke bare skulle vende tilbage til mit gamle liv. Jeg er blevet meget bedre til at holde en rimelig balance mellem mit arbejds- og fritidsliv. Jeg lægger pauser ind i løbet af dagen og sørger for at gøre nogle af de ting, jeg holder af. Og som jeg får det godt af!"
Karina er for eksempel blevet helt afhængig af at komme ud i naturen sammen med Troja. Hver eneste dag og i al slags vejr. Men hun vil gerne have flere med. Så for tre år siden startede hun vandreklubben BEVÆGELSE OG KROP. Den er blevet til et stærkt og godt fællesskab.
"Det er rigtig godt – vi er mange, der mødes til skønne vandreture, man får talt sammen, og så er chancen for, at man kommer afsted, nu engang større, hvis man har en aftale med andre. Jeg kunne godt tænke mig at lave flere af den slags fællesskaber. Og gerne i regi af Gigtforeningen, som jo allerede har en masse gode motionsaktiviteter rundt omkring i landet. Naturtræning, varmtvandsundervisning, gå-klubber og cykelhold." fastslår Karina.
"Jeg har også selv haft gavn af flere af foredragene i den kreds, jeg hører til – især har ernæringseksperten Martin Kreutzer været en stor inspiration. Ikke bare i forhold til kost, men også når det handler om andre emner inden for livsstil."
"Jeg har fundet min vej til et godt liv og en meget mere afbalanceret hverdag, end jeg havde for bare få år siden. Og hvis den fungerer for mig, kan det være, at den også fungerer for andre," siger Karina. Og hvis hun skal give nogle gode råd videre til andre, lyder de sådan her:
Gå en tur hver eneste dag. Få frisk luft i lungerne og vind – eller vand – i håret. Lige meget om det regner eller sner. Hvis sofaen lokker, så luk ørerne. Gå ud i entreen, snør skoene eller stik i gummistøvlerne – så er du allerede halvvejs ude af døren. Og når du først er i gang, har du det så meget bedre.
"Og så kan jeg varmt anbefale, at du anskaffer dig en hund. Det er den bedste garanti for, at du kommer ud og afsted – hver eneste dag. Og så har du altid en glad kammerat med på turen!"