• Udskriv
• Del på Facebook
• Del på Twitter
• Send link på mail

Lotte Heise: Man er nødt til at tage ansvar for sin gigt

Som blot 20-årig fik Lotte Heise konstateret artrose. Efter 44 års erfaring med sygdommen har hun lært, at et godt liv med gigt handler om træning, kost og den rette indstilling.

Lotte Heise var ung og aktiv og arbejdede på et teater, da hun en morgen vågnede og var ude af stand til at rejse sig fra sengen på grund af smerter. Kort efter stillede hendes læge diagnosen artrose – også kaldet slidgigt.

"Min første tanke var, at det var jeg slet ikke gammel nok til. Det går sgu nok over, tænkte jeg og fortsatte mit liv, som jeg plejede," fortæller hun.

I dag er hun 64 år og har erkendt, at hun er nødt til at tage ’sindssygt meget ansvar’ for sin sygdom, hvis hun skal have det godt.

Kan ikke tåle medicin

Hun har aldrig behandlet sygdommen med medicin, for hun kan ikke tåle det og har i øvrigt heller ikke lyst til at tage det. Derfor har hun sat sin lid til sit sind og sin livsstil.

"Jeg har været nødt til at håndtere min sygdom på en anden måde. Jeg har accepteret mine smerter i fødderne, og jeg nægter at være et offer eller bruge min opmærksomhed på det" siger hun.

Afledningsmanøvrer

Og netop det med opmærksomheden kan kræve en strategi. I koldt og vådt vejr kan selv en kort gåtur være en overvindelse for Lotte Heise, for hun ved, at det kommer til at gøre ti gange mere ondt, end det plejer.

"Så sætter jeg klassisk musik i ørerne, og fokuserer på at huske, hvem det nu var, der komponerede en eller anden cellokoncert. Uden at tænke over smerterne er jeg pludselig fremme. Det handler om afledning. På den måde er voksne jo bare børn, der er blevet lange," siger hun.

Har sat træningen i system

Der er fart over feltet hos Lotte Heise, og uden sin telefon ville hun glemme halvdelen af sine aftaler og to-dos.

"Jeg har en alarm på telefonen, der fire gange om dagen fortæller mig, at jeg skal træne ryggen. Jeg springer aldrig over, selvom det ikke er alle øvelserne, jeg elsker lige højt. Til gengæld er jeg bomstærk i ryggen, og jeg har næsten ikke ondt i den. Jeg har vel nærmest indkapslet de gigtramte led i muskler."

Hun har altid været aktiv, men for små 10 år siden år siden mødte hun en fysioterapeut, der gav hende et rygprogram, hun fortsat træner efter. Siden er smerterne forsvundet.

Hellere træning end smerter

At hun ikke tager en fridag fra træningen, er ikke bare noget, hun siger. Hun har ligget i split på en hotelgang foran en flok måbende tyskere fordi der ikke var plads til hendes ben på værelset, og når hun er i Operaen, bruger hun pausen på at træne i foyeren.

"Jeg kan godt lide at træne og være aktiv, men uanset hvad, vil jeg hellere lave mine øvelser hvor som helst, end jeg vil betale den regning, der kommer, hvis jeg ikke gør det. Og hvis nogen glor for meget, siger jeg bare, at det er, fordi jeg har gigt," siger hun.

Antiinflammatorisk kost

For nyligt faldt hun over en antiinflammatorisk kogebog. Da hun bladrede i den, gik det op for hende, at hun havde spist efter principperne i 40 år.

"Jeg spiser laks og gulerødder hver dag og tit noget med rødbede om vinteren. I det hele taget spiser jeg masser af grønsager. Jeg kunne ikke drømme om at proppe forarbejdet mad i munden bortset fra ost, som jeg elsker. Jeg spiser heller ikke kød. Kosten har en kæmpe betydning. Og så drikker jeg et glas vin eller to hver aften. Det er måske ikke lige efter den antiinflammatoriske kogebog," siger hun.

Vil jeg sidde i sofaen og synes, det er synd for mig?

Det er mere end 40 år siden, hun fik konstateret artrose. Ryggen har det meget bedre i dag. Det samme kan man ikke sige om fødderne, og mange dage er som at gå på glasskår. Men det får hende ikke til at stoppe med at gå.

"Jeg går bare kortere og lever med, at jeg har haft de smarte sko på, jeg skulle. Det handler om indstilling. Vil jeg sidde i sofaen og synes, det er synd for mig? Nej. Vil jeg leve et liv, hvor jeg kan meget, selvom jeg godt ved, at jeg ikke kan alt? Ja, det vil jeg faktisk gerne," siger hun.

Ikke noget overmenneske

Man kan få det indtryk, at der er noget overmenneskeligt over Lotte Heise, når hun taler om sin tilgang til gigten. Det er hun ikke, påstår hun.

"Ens indstilling er sindssygt vigtig. Jeg kan ikke springe faldskærm eller ride, men så kan jeg gå i Operaen og i øvrigt fokusere på alt det gode – mine børn, mine venner og min kæreste. Det er et langt bedre liv end at sidde i sofaen. Og hvis det er rigtig slemt, kan jeg tage en taxa," siger hun.