Meld dig ind her
Få del i medlemsfordelene - meld dig ind allerede fra i dag.
Da 52-årige Jacob Berlin fik konstateret artrose, havde han to valg: Ignorere diagnosen eller lære den at kende. Med Gigtforeningens støtte valgte han sidstnævnte – og rækker nu ud efter fællesskab og hjælp.
Tekst: Emilie Kleding Rasmussen
Med ét ramte det alt sammen. Følelser af utryghed, uvidenhed og ensomhed. Spørgsmål som: Hvorfor mig? Hvad kan jeg så ikke? Og hvad skal jeg gøre nu?
“Alle de tanker fór igennem mit hoved. Altså, det er nok noget af det værste, jeg har oplevet.”
Sådan fortæller 52-årige Jacob Berlin om den dag for halvandet år siden, hvor hans læge konstaterede artrose i Jacobs venstre knæ.
“Og så begyndte et forløb, som bare har været... frygteligt. Det er nok det bedste ord, jeg kan sætte på det,” siger han.
Egentlig har Jacob i årevis haft ondt. Han begyndte at humpe mere og mere. Tænkte at det nok ville gå i orden og knoklede på i en hverdag med familie, hus og job som udkørende tekniker på trafik- og gadelys.
“Men jeg havde aldrig drømt om, at det stod så slemt til,” fortæller han.
For ikke bare har Jacob fået en gigtdiagnose, er blevet opereret og fået et nyt venstre knæ. Han er også blevet diagnosticeret med artrose i sit højre knæ, i sine håndled, skuldre og ryg. Og mærker masser af smerter hver eneste dag.
Det værste var dog at føle sig “fuldstændig motherfucking alene” med sin sygdom, fortæller Jacob.
“Ja, undskyld mit franske. Men sundhedssystemet har jo bare sagt: Her er en henvisning, tillykke – du får et nyt knæ, lev med det, og værsgo, æd nogle piller. Ingen har fortalt mig, hvor jeg kunne opsøge hjælp og få vejledning.”
Kun ved et tilfælde faldt han over Gigtforeningen, som han blev medlem af for godt et år siden.
Siden har Jacob Berlin søgt råd om smertedækning, vejledning om at indrette sit arbejdsliv, om et ophold på Gigthospitalet, han læser artikler på hjemmesiden, har fået en samtalemakker og bruger i det hele taget Gigtforeningen til at forstå sin sygdom.
“For en ting er at få en diagnose, men så står man jo tilbage og tænker: Hvad skal jeg så? Hvordan kan jeg stadigvæk passe mit arbejde, så jeg ikke bliver fyret? Hvordan tackler jeg familielivet derhjemme? Og skal jeg tage medicin? Alt det har jeg haft brug for hjælp til,” siger han og tilføjer:
“Derfor burde sundhedsvæsnet opfordre patienter som mig til at kontakte Gigtforeningen. For det her er jo ikke smerter, læger bare kan se på; det er en evighedstilstand, jeg skal lære at leve med.”
Og det er netop det, oplever Jacob, at Gigtforeningen gør allerbedst. Giver en følelse af tryghed, når han ringer. Af at blive set, hørt og forstået.
“Før jeg meldte mig ind, troede jeg helt ærligt, at Gigtforeningen bare var interesseret i mine penge. Men hold da op, hvor har det været fantastisk at mærke støtte og opbakning til min sygdom. At blive lyttet til og møde en venlig stemme i røret, som altid hjælper mig på vej, ikke er fordomsfuld, og som jeg rent faktisk tør at spørge uden at være bange for, om det nu er et dumt spørgsmål,” siger Jacob.
Noget af det sværeste har dog været at lande i sin sygdom, fortæller Jacob. At acceptere at hans energi er begrænset, og at han er nødt til at sige fra.
"Men jeg er i gang med at lære det,” slår han fast.
Én ting er i hvert fald sikkert, mener han: Han havde ikke været, hvor han er i dag, hvis det ikke havde været for Gigtforeningen.
“Uden havde jeg været totalt lost. Og jeg ville garanteret være en af dem, som tog en masse smertestillende og bare knoklede på, indtil jeg var kørt helt ned.”
Den tanke har da også strejfet Jacob flere gange, må han indrømme. At nyde nuet og møde konsekvenserne senere. For det ville da være nemmere – i hvert fald i en kort periode.
“Men der er ikke nogen tvivl om, at Gigtforeningen hjælper mig med at sætte en finger i hjulet. Og huske mig på, at jeg selv har et ansvar for at få det bedre. Et ansvar for at tage vare på mig selv,” siger han.
I dag har Jacob Berlin valgt at tage det ansvar. Han dyrker fokustræning, spiser fornuftigt og prøver at få så meget bevægelse og aktivitet ind i sin hverdag uden overbelastning.
“Jeg har valgt den rolige vej, hvor jeg lærer at leve med sygdommen,” siger Jacob, som efter sin gigtdiagnose har skiftet job og nu er projektleder for teknikere, der laver gadebelysning. Det betyder, at han sidder på kontoret og kan skåne sig selv langt mere.
“Som jeg ser det, har jeg en vis portion energi, jeg selv kan styre via kost, træning, kloge beslutninger, gode oplevelser og glæde. Hvis jeg plejer og passer den energi, må det være nemmere at håndtere de svære situationer” mener han og tilføjer:
“Også selv om det har været en rigtig lortedag.”
Derfor stopper han mere op ved de små, gode øjeblikke. For man skal altså også huske at smile og grine, pointerer han.
“Det, tror jeg, er det vigtigste for os alle sammen. At lande i det, vi nu er i og prøve at få det bedst mulige ud af det,” siger Jacob Berlin, som til daglig bor i Smørum med sin kone og har to voksne børn.
“Nu sidder jeg for eksempel og kigger udover min have og op på en blå himmel – og synes, det er ret fantastisk. På den måde er jeg blevet bedre til at flytte fokus væk fra alt det negative; og på trods af alle smerterne, sygdommen og chokket over diagnosen, er det alligevel en gave at have lært.”
Her kan du se en film – for at kunne afspille den, skal du tillade alle cookies
Klik her for at tillade cookies
