Hvad skal jeg se efter, når jeg køber sko?
I Gigforeningens rådgivning sidder vores eksperter hver dag klar til at svare på alle medlemmernes spørgsmål. Nogle af spørgsmålene udvælger og anonymiserer vi, så alle kan få gavn af de gode råd. Herunder kan du læse fysioterapeut Trine Majlund Vestbos gode råd til, hvad du skal se efter, hvis du har gigt i fødderne og er på udkig efter nyt fodtøj.
Spørgsmål: Min gigtsygdom har desværre sat sig i fødderne. Har du nogle gode råd til, hvad skal jeg være opmærksom på, når jeg skal købe sko – eller sandaler her til sommer?
Svar fra Gigtforeningens fysioterapeut:
Når du vælger fodtøj, er det vigtigt, at skoen passer til dine fødder og ikke omvendt. Vores fødder er fundamentet for resten af kroppen, men ofte glemmer vi at passe på dem lige så godt som resten af kroppen. Fejlstilling eller smerter kan give symptomer andre steder, fordi du kompenserer – og derved belaster dine fødder uhensigtsmæssigt.
Det er vigtigt, at indersålen er stødabsorberende. Har du gigt i storetåens grundled og ondt, når du går, kan en sko med lidt stive såler eller gængesål være godt, da det aflaster leddet. Ved artrose (slidgigt) ses også ofte nedsunken forfod, hvorfor det kan være godt at vælge sko med støtte i svangen og forfodsløft.
Hvis dine fødder har tendens til at hæve, bør du gå efter en sko, der kan justeres, f.eks. med velcro. Da foden også kan blive varm, når der er gigtaktivitet, bør du vælge åndbart materiale. Undgå syninger i overlæderet, der kan trykke. En åndbar strømpe uden syninger hen over tæerne er også godt. Den må heller ikke stramme over anklen og skal jo helst være nem at tage af og på.
Har du mange smerter og fejlstillinger af foden, kan det være en god idé at opsøge en bandagist eller en ortopædisk håndskomager, som kan vejlede dig i køb af sko og eventuelt specialfremstille fodtøjet eller et indlæg, der passer præcis til dine fødder.
Når du skal købe sko eller sandaler:
- Vælg en sål med stødabsorbering
- Vælg en fast og stabil sko/sandal med skridsikker sål, så du kan stå fast
- Køb ikke for små eller for spidse sko. De må ikke give dig smerter eller mærker, da det er et tegn på, at din fod belastes uhensigtsmæssigt.
Måske du kunne have gavn af:
- Hallux valgus-tåskiller og knystbeskytter, som mindsker trykket på knysten og holder en skæv storetå på plads
- Svangstøtte og forfodsløft.