Lyt til viden om gigt
Landets førende læger fortæller alt det, der er værd at vide om en række gigtsygdomme.
Landets førende læger fortæller alt det, der er værd at vide om en række gigtsygdomme.
Hvordan kan leddegigtpatienter med lungefibrose få et længere og bedre liv? Det har ledende overlæge Jesper Rømhild Davidsen fra Odense Universitetshospital fået 995.000 kr. fra Gigtforeningen til at undersøge.
Foto: Alex Tran
Op imod 15 % af alle leddegigtpatienter får problemer med deres lunger i form af betændelsesreaktioner. Hvis de ikke behandles, kan der opstå arvæv – såkaldt lungefibrose. Det er en alvorlig sygdom, som medfører, at lungerne bliver stive og dårlige til at optage ilt.
Dødeligheden er høj – hvis du først har udviklet lungefibrose, er den gennemsnitlige overlevelse i dag omkring seks år. Det er det, vi vil forsøge at ændre.
Men det kræver, at vi kan identificere de patienter, der risikerer at udvikle sygdommen, langt tidligere end vi er i stand til i dag. Det vil betyde, at vi hurtigt kan sætte ind med en behandling, som bremser sygdommens udvikling og dermed forlænger og forbedrer patienternes liv.
Vi tilbyder nydiagnosticerede leddegigtpatienter med lungesymptomer at deltage i en række undersøgelser, som vi gentager efter et år. Det drejer sig om ultralydsscanning af lungerne, spørgeskemaundersøgelser og blodprøver, der kan afsløre bestemte proteiner, som vi ved er forhøjede ved andre typer af lungefibrose. Samtidig vil vi følge patienterne tæt for at se, hvordan sygdommen udvikler sig, og om den behandling, vi giver, virker eller skal justeres.
På Odense Universitetshospital har vi opbygget et stærkt, tværfagligt forskningsmiljø, hvor lungemedicinere, gigtlæger og røntgenlæger arbejder tæt sammen om den enkelte patient og bidrager med hver deres viden. Og det samarbejde er helt afgørende for, at vi kan gennemføre et projekt som det her. Fælles for os alle er, at vi brænder for at finde frem til, hvordan vi kan forbedre livskvaliteten og fremtidsudsigterne for denne meget udsatte – og oversete - patientgruppe.