Jim hostede og blev pludselig hæs: Jeg troede bare, at det var bivirkninger

En scanning af lungerne satte skub i behandlingen af 79-årige Jim Harris Petersen. Han er en af de patienter med lungegigt, der modtager tværfaglig vurdering og behandling af en reumatolog og en lungemediciner, både i almindelig kontroløjemed, men også som del af et stort forskningsprojekt, der skal opspore og behandle flere gigtpatienter med lungesygdomme tidligt i deres sygdomsforløb.


Foto: Alex Tran

For fire år siden fik Jim Harris Petersen konstateret leddegigt. Han oplevede daglige smerter og hævelse i leddene, og selvom de færreste nok går og drømmer om en diagnose, var den faktisk en lettelse for ham – for så kunne han blive sat i behandling.

”Når du har smerter hver dag, går du jo og leder efter en årsag – hvad er det, der gør så ondt? Og hvorfor? Da jeg fik stillet diagnosen og begyndte på den egentlige behandling, tænkte jeg, at nu ville det nok gå fremad,” fortæller Jim Harris Petersen.

Det gjorde det bare ikke. Ikke for alvor, i hvert fald. Jim blev sat i behandling med methotrexat, og selvom kroppen ofte skal vænne sig til en ny behandling, blev bivirkningerne for meget for Jim. Han begyndte at hoste, blev hæs og fik smerter i ryggen. Til sidst gik han til sin reumatolog, som stoppede behandlingen og sendte ham videre til en scanning af lungerne. Og den scanning skulle vise sig at blive vigtig for Jims fremtidige behandling.

Lungegigt kræver tidlig opsporing

Reumatolog Torkell Ellingsen og lungemediciner Jesper Rømhild Davidsen danner til sammen et tværfagligt team, som hver anden uge tilser patienter i den såkaldte PURE-klinik på Odense Universitetshospital. PURE står for PUlmo-REuma og betyder lungegigt. Betegnelsen dækker over kombinationen af en autoimmun gigtsygdom og betændelses- eller arvævsreaktioner i lungerne. En sygdomskombination, som det skulle vise sig, at Jim lider af.

”Nogle måneder efter jeg var blevet scannet, ringede Torkell mig op. Han fortalte om sig selv og om det forskningsprojekt, han og Jesper er i gang med. Han mente, der var en sammenhæng mellem min gigt og de problemer, jeg pludselig havde med mine lunger. Og spurgte, om jeg ville være med i forskningsprojektet,” fortæller Jim.

Op mod 15 % af alle med leddegigt risikerer at udvikle lungefibrose, som gør lungerne stive af arvæv og forværrer lungens evne til at optage ilt. 5-års dødeligheden for disse patienter er 40 %, og hvis den skal bringes ned, kræver det en særlig indsats, fortæller professor i lungemedicin Jesper Rømhild Davidsen:

”Det er alfa og omega at opspore lungeforandringerne tidligt. Derfor har vi de store briller på og lyskeglen tændt, når vi ser disse patienter.”

Tværfaglighed skal sikre den bedste behandling

Tidlig opsporing er altså vigtigt for, at lungefunktionen hos patienter som Jim Harris Petersen ikke forværres. Men også de forskellige behandlinger kan risikere at påvirke hinanden negativt, når de kombineres. Derfor er tværfagligheden i PURE-klinikken noget af det væsentlige i projektet:

”Vi ved, at tingene hænger sammen og påvirker hinanden gensidigt. Hvis jeg som gigtlæge f.eks. er lidt for ivrig med min immundæmpende medicin, giver det risiko for infektion i lungerne. Derfor er vi nødt til at tilpasse vores behandlinger hinanden og på den måde balancere på den smalle vej, hvor vi undgår uheldige bivirkninger og effekter af det, vi sætter i gang,” forklarer professor i reumatologi Torkell Ellingsen.

For Jim betyder den tværfaglige behandling, at der bliver taget hånd om hele hans sygdomsbillede – og han føler sig sikker på, at intet bliver overset, når han sidder sammen med de to læger. De er nemlig blevet enige om en behandling, som tager højde for både Jims leddegigt og den begyndende lungefibrose, som behandlingen ikke må forværre.

”Før jeg kom hos Jesper og Torkell, var jeg slet ikke klar over, at jeg havde lungefibrose. Jeg tænkte bare, at det var på grund af bivirkninger fra medicinen, at jeg hostede og var hæs. Men det er virkelig rart at være havnet et sted og i en behandling nu, hvor jeg føler, at der bliver taget højde for det hele på én gang. At det er ikke er én behandling til én sygdom, men en samlet behandling, som er tilpasset mig. Det føler jeg mig meget tryg i,” fortæller Jim Harris Petersen.

Druknet i egen succes

Gigtforeningen har støttet forskningsprojektet med 995.000 kroner, og støtten falder på et tørt sted, siger de to professorer. De er nemlig med egne ord druknet lidt i deres egen succes, for der står mange patienter i kø til den tværfaglige behandling.

”Det er dyrt at forske, og pengene giver os mulighed for at gå videre med flere af de projekter, vi allerede har samlet data på. Alt sammen for at blive endnu bedre og mere systematisk i stand til at opspore farlig lungesygdom hos leddegigtpatienter i så tidlige stadier, at sygdommen kan bedres eller holdes i ave,” siger Jesper Rømhild Davidsen.

Også Jim er glad for, at forskningsduoen har fået midler til at fortsætte:

”Jeg føler mig jo i gode hænder hos dem. I virkeligheden skulle alle have adgang til den her behandling, hvis det kunne hjælpe på deres sygdom.”