Meld dig ind her
Få del i medlemsfordelene - meld dig ind allerede fra i dag.
Gigtforeningen har modtaget millionbeløb til aktiviteter for pårørende. Men vi har brug for pårørende til en brugergruppe, der kan hjælpe os med at udvikle nye indsatser.
Hvis du har fundet vej ind på artiklen her, er det forhåbentlig fordi, du selv – eller nogen du har kær – har noget på hjerte. Måske er du selv pårørende til en, der har gigt, og i så fald skal du bare læse videre. Det kan også være, du selv har gigt, og så er det nu, du skal prikke din partner på skulderen eller sende ham eller hende et link til denne artikel.
I Gigtforeningen vil vi gerne hjælpe dig, der er over 50 og partner til et menneske med gigt, så du bliver bedst muligt i stand til at passe på dit eget helbred og din trivsel. Fra undersøgelser ved vi nemlig, at også partnere til mennesker med kronisk sygdom ofte belastes af sygdommen. Det kan skabe gnidninger og konflikter mellem jer, men også ensomhed og frustrationer hos den pårørende.
Vi har modtaget 3,5 millioner kroner fra TrygFonden til projektet ”Styrket indsats for pårørende”. Det betyder, at vi blandt andet kan invitere til pårørendeaftener med foredrag og mulighed for at netværke, og at vi kan tilbyde telefonisk rådgivning for pårørende. Derudover vil vi producere både videoer, podcasts og artikler med og for pårørende.
Men vi har brug for din hjælp til at sikre, at de tilbud, vi udvikler, er relevante og svarer til det, du som pårørende har brug for. For det er dig, der er eksperten, og dig, der ved, hvilke behov og udfordringer du ser og oplever i forbindelse med livet og rollen som pårørende. Vi leder derfor efter 15 pårørende, der har lyst til at være med i en brugergruppe, som skal hjælpe os med at udvikle vores nye indsatser for pårørende i målgruppen 50+, men som også kan være med til at påvirke nye fremtidige pårørendetilbud til en endnu bredere målgruppe.
Brugergruppen mødes til to fysiske workshops hos Syddansk Sundhedsinnovation i marts og september 2024. Derudover mødes vi til en digital workshop og enkelte korte onlinemøder i 2024 og 2025. Da mindst et af møderne foregår i Odense, skal du være indstillet på transporttid, og vi dækker naturligvis dine rejseudgifter.
Hvis du har spørgsmål eller ønsker at tilmelde dig brugergruppen, kan du kontakte os på parorende@gigtforeningen.dk