Bliv medlem af Gigtforeningen
Meld dig ind allerede fra i dag - jo flere vi er, jo mere kan vi løfte.
Det skal være løgn: Julie nægter at lade sin gigt bestemme
Da Julie fik leddegigt i 1.g, virkede en jordomrejse uopnåelig. I dag er hun af sted – læs hendes erfaringer og få råd til at rejse med gigt.
Julie gik i 1.g, da hun fik konstateret leddegigt. I dag er hun 20 år gammel og af sted på sit livs rejse – men det kostede mange forberedelser, et stort researcharbejde, store bekymringer og en god portion viljestyrke for hende at nå om på den anden side af jorden.
Her kan du læse om Julies erfaringer og få gode råd til, hvad du selv skal gøre, hvis du har en gigtsygdom og skal af sted på en lang rejse.
Fra diagnose til drømmerejse
"Det skal fandeme ikke være gigten, der stopper mig fra at se verden!" Sådan har jeg tænkt lige siden, jeg fik en gigtdiagnose i starten af gymnasiet.
Så længe jeg kan huske, har det været min store drøm at rejse jorden rundt med en rygsæk på ryggen og eventyrlysten under armen. Noget så ligegyldigt som en gigtdiagnose skulle ikke stoppe mig fra at opfylde den drøm.
For snart fire år siden sad jeg i et konsultationslokale på Riget, hvor jeg for første gang hørte ordene "du har børnegigt". På det tidspunkt var det faktisk bare rart at få svar på de mange års smerter og gener: det var først efterfølgende, at de mange spørgsmål og problemer begyndte at tikke ind. Hvad så med min sport? Hvad med skolen og mit ungdomsliv? Og hvad med den store jordomrejse, jeg altid har vidst, at jeg skulle på efter gymnasiet?
Allerede dengang begyndte jeg at søge nettet tyndt for historier om andre gigtpatienter, der havde været på længere udlandsrejser, for jeg var i tvivl om, det overhovedet kunne lade sig gøre. Og til min forbavselse var det virkelig svært at finde informationer om emnet, så det gjorde bare, at tvivlen og bekymringerne voksede.
Rejseplaner med gigt: Bekymringer og løsninger
Der gik lang tid, hvor jeg faktisk blev ved med at overveje, om det overhovedet var en god ide at tage af sted.
Det er ikke engang fordi, at jeg er meget plaget af gigten til hverdag, men alt kan ske – specielt når man er ude i verden og uden for vante rammer. Måske ændringen i klima og temperatur vil gøre forskellen, og gigten ville blusse op, når jeg kommer til Australien eller New Zealand? Måske bliver jeg ramt af voldsom fatigue efter at have vandret storbyer og nationalparker tyndt?
Alt er muligt. Men jeg fik overbevist mig selv – jeg skulle af sted på den rejse!
Fællesskab og forberedelse gav mig modet
Det tog noget tid, men jeg fandt et online fællesskab gennem FNUG, hvor jeg kunne stille alle mine spørgsmål og få svar fra andre unge, der havde været ude i verden.
Der fik jeg besvaret de mest brændende spørgsmål, hvilket beroligede mig en del. Der var stadig mange ukendte faktorer, men det vil der altid være, når man rejser ud i verden, så det i sig selv var ikke en dealbreaker for mig.
De svar, i kombination med historier fra andre unge kronikere, var nok til, at jeg følte mig sikker nok til at rejse. Historierne fra andre kronikere, selv om de ikke nødvendigvis led af gigt, kunne stadig have mange ligheder med mine egne problemstillinger og bekymringer.
Mit råd til dig: Håb på det bedste, men vær forberedt
I sidste ende var det bare et spørgsmål om at omfavne det ukendte og springe ud i eventyret med et åbent sind. Jeg havde forberedt mig så godt, jeg kunne, skaffet alle de rigtige papirer og tilladelser, og overvejet alle tænkelige scenarier. Der vil altid være ting, man ikke kan forudse, og de overraskelser er en del af turen. På godt og ondt.
Hvis jeg kunne have givet mig selv et råd i tiden op til afrejse, skulle det være dette: Forbered dig på det værste, men håb på det bedste! Og tag det så én dag ad gangen. Det skal fandeme ikke være gigten, der stopper dig fra at se verden!
Nu sidder jeg i alperne i New Zealand, hvor jeg vandrer på gletsjere og vulkaner; og jeg er glad og lettet. Det hele gik jo – og skal fortsat nok gå.
Forbered dig til rejsen med vores store rejseguide
Publiceret 12.12.2024
