Meld dig ind her
Få del i medlemsfordelene - meld dig ind allerede fra i dag.
Naturen tilbyder både fysisk og mental støtte for dig med gigt. Her er tre grunde til, hvorpå bevægelse i det fri kan gøre en forskel for dig.
Gigt er ikke kun en fysisk sygdom – den påvirker hele dig. Når du lever med gigt, kan det have indflydelse på både din krop og dit sind.
For der er en tæt sammenhæng mellem din fysiske funktion og din mentale sundhed. Derfor kan en gigtsygdom påvirke dig på flere måder end blot gennem smerter og stivhed.
Men vidste du, at naturen kan være en vigtig ressource til at øge dit velvære og støtte dig i at leve et mere aktivt liv?
Antropolog og ph.d. Louise Sofia Madsen fra Region Midtjyllands forskningsenhed i folkesundhed DEFACTUM forsker i netop det. Her giver hun tre gode grunde til, at tid i naturen kan hjælpe dig mere, end du måske tror.
Motion kan føles uoverskueligt, når du har gigt, men forskning viser, at vi helt naturligt bevæger os mere, når vi er ude i naturen. Det kommer simpelthen automatisk.
Naturens omgivelser skaber en indbydende og beroligende ramme, som kan gøre det lettere at komme i gang, og det bløde underlag som græs eller jord skåner dine led.
Selv korte gåture hver dag gør en forskel. Jo mere du bevæger dig, desto større chance har du for at mindske smerter og stivhed, samtidig med at du forbedrer din mobilitet uden at belaste dine led for meget.
Det er ikke kun din krop, der får det bedre i naturen – dit sind gør det også.
Konstante smerter og begrænsninger kan føre til bekymringer, der kan give dig en følelse af afmagt og tristhed. Men naturen kan hjælpe med at håndtere disse følelser.
Forskning viser, at ophold i naturen kan reducere stresshormonet kortisol, hvilket giver en følelse af ro og fokus.
Det kan være så simpelt som at lytte til fuglesang eller mærke vinden mod huden – de små øjeblikke i naturen kan have stor effekt på din mentale sundhed.
At være sammen med andre, der også lever med gigt, kan være en stor støtte. Fælles træning i naturen giver ikke kun bevægelse, men også et fællesskab, hvor du kan dele dine erfaringer og få motivation.
Det styrker både din fysiske og mentale modstandskraft og hjælper dig med at opbygge selvtillid i kampen mod gigtsymptomer.
Hos Gigtforeningen tilbyder vi SMART training, Naturtræning, cykel- og gåhold, hvor bevægelse, fællesskab og gode oplevelser er i fokus. Træningen er skånsom og tilpasset, så alle kan være med.
Læs mere om vores træningstilbud og bliv en del af fællesskabet.