Peter Mygind træner sine knæ hver morgen – ligeså vigtigt som at børste tænder

Den folkekære skuespiller Peter Mygind har en besked til alle med artrose: ”Tag ansvar for din egen behandling! Pluk fra alle hylder og se, hvad der virker for dig.”

Der er tre ting, Peter Mygind gør fast hver eneste morgen: Han tømmer opvaskemaskinen, han børster tænder, og så træner han sine knæ. ”Også når jeg møder klokken fem om morgenen på filmoptagelser”, siger han.

Knogle mod knogle

Peter Mygind har artrose i knæene, og han røg med sine egne ord ’ned i et hul’, da lægen forklarede ham, at begge knæ var slidt helt ned.

Men Peter har haft modgang i sit liv før, og han har accepteret, at livet har op- og nedture. ”Når jeg bliver ramt af noget, så vil jeg videre,” siger han, og derfor kravlede han og de dårlige knæ hurtigt op ad hullet igen.  

Det er ikke fordi Peter Mygind ikke kender til angsten, frustrationen og sorgen. Han har haft flere blodpropper i hjertet og har sågar måttet genoplives.

Og måske netop derfor har han én gang for alle taget en beslutning om ikke at sidde passivt i sofaen og håbe på, at lægen svinger forbi med blødt brød og en kur mod smerterne. ”Bare gør noget,” siger han og fortsætter:

”Det er livsopmuntrende at tage ansvar og gøre noget. Hvis du læner dig tilbage og opgiver alt håb, så bliver det en svær rejse.”

Pluk, prøv og vær tålmodig

”Hvis du f.eks. googler slidgigt, så finder du tusinder af råd. Pluk fra dem, prøv dem af og vær’ tålmodig,” siger han og understreger, at han godt ved, at det kan være en lang og frustrerende opgave at finde det rigtige.

”De ting, der virker for mig, virker ikke nødvendigvis for dig,” understreger han.

For ham virker det altså at træne sine knæ hver morgen. Det er ikke til diskussion, og han springer aldrig over.

Han sørger også for at varme knæene godt op, inden han skal give den gas som skuespiller. ”Nu spiller jeg f.eks. chefefterforsker i en krimiserie, hvor jeg nogle gange skal jagte nogen i Helsingør, og så varmer jeg mine knæ op,” siger han.

Vandrestave og fjedre

Også i fritiden er Peter Mygind ofte i løb. Enten på landevejene, på at par ski eller efter en bold på en tennisbane. Alt sammen ting, der rimer dårligt på knæartrose, og derfor har han været stædig i sin søgen på løsninger, der virker for ham.

Han har prøvet knæbind med fjedre, alternative specialister og senest køb; vandrestave. ”Jeg har for første gang i mit liv købt vandrestave. Jeg har lige været på Korsika for at vandre, og på de stejle nedture tager de fra, så det ikke giver stød op i mine lidt skrøbelige knæ,” siger han.

At leve med smerter uden at lade dem bestemme

Selv om Peter Mygind er til fart og løb, så er han også bevidst om, at det kun kan lade sig gøre, hvis han gør ting med måde. Han må lytte til sin krop og mærke efter.

For lige meget, hvor meget han træner og varmer knæene op, så er artrosen dér jo stadig.

”Kunsten er at acceptere, at man har nogle smerter. Men smerterne må ikke kontrollere dig og forhindre dig i at gøre, hvad du har lyst til,” siger Peter Mygind.

Publiceret 08.11.2024