Effekten af at tabe sig er i samme klasse som morfin

Et markant vægttab kan give overvægtige med knæartrose en smertelindring, der svarer til morfin, viser erfaringer fra forskningen.

Foto: Linda Johansen

Overvægt og artrose, også kaldet slidgigt, i knæene er en smertefuld kombination, men der er gode nyheder for dig, der kæmper med begge dele.

Ifølge professor i reumatologi Henning Bliddal fra Parker Instituttet kan vægttab være en yderst effektiv måde at reducere smerter på.

”Når en overvægtig person taber sig markant, ser vi forbedringer, som er helt vilde. Det er som nat og dag,” siger han.

Vægttab aflaster knæene

Det er egentlig en selvfølgelighed, at det er godt for dårlige knæ at veje mindre, fortæller Henning Bliddal, der er leder af Parker Instituttet og cheflæge for Artroseambulatoriet, som er en medicinsk enhed, der udreder og behandler patienter fra Region Hovedstaden med alle former for artrose.

Det virkelig opsigtsvækkende er, hvor stor en forskel, det kan gøre at tabe sig.

Et vægttab på blot 1 kg kan reducere trykket på knæet med 3–4 kilo, og taber man 10–20 % af kropsvægten, kan smertelindringen sammenlignes med effekten af morfin.

Ud over at mindske belastningen på knæet reducerer vægttab også kroppens produktion af inflammatoriske stoffer fra fedtvævet, som kan forværre artrose.

Alternativer til operation

Mange med knæartrose frygter, at operation er den eneste løsning, men det er langt fra tilfældet, mener Bliddal. Træning og vægttab kan ikke blot udsætte operation, men i mange tilfælde gøre den helt unødvendig.

”Jeg har patienter, der er sluppet af med knæsmerter ved at begynde at træne nogle gange om ugen,” siger han. Træning styrker musklerne omkring knæet, giver bedre støtte til leddet og reducerer smerterne.

Hos Gigtforeningen deler vi optimismen. Sune Friis Krarup, leder af Politik og Viden, fremhæver vægttabsmedicin som en vigtig hjælp for overvægtige gigtpatienter:

”Med medicinsk støtte kan patienter fastholde vægttabet og slippe for invaliderende smerter. Staten bør give tilskud, da det gavner både patienterne og samfundet.”

Publiceret 08.01.2025