Ny behandling giver håb for svært syge gigtpatienter

Behandling med CAR T-celler er hidtil blevet brugt til at bekæmpe en række kræftsygdomme. Men metoden viser også meget lovende resultater på mennesker med gigt. Gigtforeningens forskningsråd har netop uddelt 1 million kroner til et banebrydende projekt, som potentielt kan revolutionere behandlingen af alvorlige bindevævssygdomme som f.eks. SLE/lupus og sklerodermi. 

 Foto: Rune Pedersen

”Når Gigtforeningens forskningsråd donerer 1 million kroner, er det ikke bare et meget velkomment økonomisk rygstød. Det fungerer i høj grad også som en blåstempling, der gør det lettere for os at rejse yderligere midler til vores projekt,” siger Christoffer Tandrup Nielsen, som er overlæge på Rigshospitalet og står i spidsen for forskningsprojektet.

Christoffer Tandrup Nielsen – hvad går CAR T-celleterapi ud på?

Immunsystemet drives blandt andet af hvide blodceller, T- og B-celler, som under normale omstændigheder er med til at beskytte os mod infektioner. Men når disse celler bliver overaktive og retter angrebet mod vores egen krop, som det sker ved autoimmune sygdomme, gælder det om at dæmpe dem. Ved CAR T-celle terapi udnytter man, at kroppens egne T-celler er gode ”dræbere” og omprogrammerer dem til at finde og udslette de overaktive B-celler. Det ser ud til effektivt at bremse de alvorlige bindevævssygdomme.

Hvordan foregår processen?

Fra patientens blod indsamler vi patientens egne T-celler. De gennemgår en proces, hvor de får indbygget en såkaldt CAR (chimeric antigen-receptor) på overfladen, så de bliver bedre til at finde og bekæmpe de skadelige B-celler. Derefter opformeres CAR T-cellerne og indsprøjtes i patienten, som i dagene op til infusionen har været i kemobehandling for at dæmpe immunsystemet og give CAR T-cellerne de bedste betingelser for at bekæmpe B-cellerne.

Hvad er fordelene?

Der kræves kun en enkelt infusion. Og så ser behandlingen ud til at være både langt mere effektiv og medføre betydeligt færre bivirkninger i forhold til andre kendte behandlingsmuligheder. Så vi taler om et potentielt paradigmeskift inden for behandlingen af en række alvorlige gigtsygdomme.

Hvem kan få gavn af CAR T-cellebehandlingen?

CAR T-celleterapi er oprindeligt udviklet af kræftlæger til behandling af en række cancersygdomme. Så de har gjort et kæmpe forarbejde, som vi står på skuldrene af. Når det handler om gigtsygdomme er, det især patienter med alvorlige bindevævssygdomme, der er drevet af overaktive B-celler – f.eks. SLE/lupus, sklerodermi, MCTD og myositis, som kan få gavn af behandlingen. Muligvis også patienter med vaskulit eller svær leddegigt, som ikke reagerer på anden behandling.

Hvad koster behandlingen?

Selvom der kun er brug for en enkelt infusion med CAR T-celler, er behandlingen ikke helt billig og ganske ressourcekrævende. Selve produktionen af CAR T-cellerne koster omkring en halv million kroner pr. patient, når den produceres i forskningsregi på et dansk hospital. Den kan dog være væsentlig dyrere (flere millioner), hvis den leveres fra en medicinalvirksomhed. Dertil kommer en uges indlæggelse, fordi der er en risiko for, at enkelte patienter kan opleve bivirkninger, som kræver hurtig lægebehandling. Men det skal holdes op imod, at patienterne ser ud til helt at kunne undvære al anden behandling i flere år efter CAR T-celle behandlingen, hvilket jo giver en stor besparelse på sigt.

Hvornår kan CAR T-celleterapi blive tilgængelig for flere gigtpatienter?

CAR T-celle terapi er endnu ikke godkendt som lægemiddel til autoimmune sygdomme hverken i Danmark eller udlandet. Der foregår intens forskning på området, og inden for 1-2 år kan man forvente, at danske patienter med alvorlige bindevævssygdomme vil kunne tilbydes behandlingen som led i forskningsprojekter.

 

Publiceret 03.02.2025