Lene Wohlfahrt Dreyer: Vi sætter kursen for dansk gigtforskning
Professor Lene Wohlfahrt Dreyer, formand for Gigtforeningens forskningsråd. Medlem af Gigtforeningens repræsentantskab siden 2019.
Foto: Lars Horn
Som medlem af Gigtforeningens repræsentantskab har jeg mulighed for at være med til at forme fremtiden for foreningen og for de mennesker, det hele handler om. Og så har jeg en helt enestående chance for at præge dansk gigtforskning, fordi jeg samtidig er formand for forskningsrådet.
"Jeg vil gerne vide, hvad der optager medlemmerne. Hvilke behov har de, som ikke bliver opfyldt i dag? Hvilke ønsker har de til Gigtforeningen, til vores sundhedsvæsen – og til den forskning, de selv er med til at betale?"
Jeg får også mulighed for at møde gigtpatienter på en helt anden måde end i mit daglige arbejde som læge. Blive klogere på, hvad der optager dem. Hvilke behov har de, som ikke bliver opfyldt i dag? Hvilke ønsker har de til Gigtforeningen, til vores sundhedsvæsen – og til den forskning, de selv er med til at betale?
Gigtforeningens forskningsstøtte er afgørende
I Gigtforeningens forskningsråd er vi meget bevidste om, at vi har at gøre med betroede midler. Det er jo tusindvis af medlemmer, som har doneret de penge, vi fordeler til projekterne. Og det forpligter! Det skal være forskning, som er relevant for patienterne. Og som har potentiale til at rykke noget.
Gigtforeningen spiller en kæmpe rolle her. Vi er med til at sætte kursen for dansk gigtforskning. Der er nemlig ikke så mange andre steder, gigtforskere kan gå hen for at få støtte til deres projekter. Men hvis vi i forskningsrådet beslutter at bevilge penge til deres projekt, fungerer det som et blåt stempel, der gør det lettere for dem at rejse midler fra andre kilder. Det betyder, at Gigtforeningens medlemmer får optimal effekt af de penge, der er til rådighed. Og sådan skal det også være. Det er jo dem, der betaler. Og dem, det hele handler om!