Peter Lambert: Vi er talerør for hundredtusindvis af danskere
Advokat Peter Lambert, Lassen Ricard Advokataktieselskab. Medlem af repræsentantskabet siden 2019.
Foto: Jacob Ljørring
Der er brug for et stærkt civilsamfund i Danmark. Organisationer og foreninger, som kan bide vores velfærdssamfund i haserne, når det svigter – og udfylde nogle af de opgaver, som ellers ikke bliver løst. Og her spiller Gigtforeningen en vigtig rolle. Vi repræsenterer jo ikke bare over 80.000 medlemmer – vi er også talerør for hundredtusindvis af danskere, som lever med sygdomme og smerter i led, ryg og muskler, og som godt kan have en tendens til at blive overset i den offentlige og politiske debat. Selvom de er mange.
Gigt skal frem i lyset
Jeg er optaget af, at der kommer mere fokus på mennesker med gigt. At de får den synlighed og opmærksomhed, som både deres udfordringer og deres antal berettiger til. Derfor glæder jeg mig, hver gang Gigtforeningens direktør er i medierne. Det er med til at øge bevidsteden om de store udfordringer, mange gigtpatienter kæmper med – både politisk og i den almindelige befolkning.
"Der er brug for et stærkt civilsamfund i Danmark. Organisationer og foreninger, som kan bide vores velfærdssamfund i haserne, når det svigter – og udfylde nogle af de opgaver, som ellers ikke bliver løst."
Det er vigtigt for mig at give noget tilbage. Jeg har kun været medlem af repræsentantskabet et par år – men som advokat har jeg været glad for at kunne hjælpe med det, jeg har forstand på. For eksempel opstod der en udfordring, da vi måtte aflyse de fysiske repræsentantskabsmøder under coronaen – hvordan kunne vi løse det digitalt – uden at komme i karambolage med vedtægterne? Det fandt vi en god løsning på.