Kontakt vores sygeplejerske
Har du spørgsmål om alternativ behandling?
Overvejer du at afprøve alternativ behandling? Så er der forskellige forhold, du skal være opmærksom på. Få viden og gode råd om alternativ behandling.
Hvis du har gigt, lever du måske med daglige symptomer som smerter, træthed og nedsat bevægelighed. I håbet om at finde lindring afprøver mange mennesker med gigt alternativ behandling – nogle har erfaring med, at det hjælper dem.
Der findes et væld af alternative behandlingsformer, herunder naturlægemidler og kosttilskud, og det kan være en ren jungle at finde rundt i.
Få mere viden om alternativ behandling
Gigtforeningen bliver kontaktet af mange mennesker med gigt, der gerne vil vide, om nogle bestemte alternative behandlingsformer mon kan hjælpe dem.
Gigtforeningen er åben over for alternativ behandling. Men for at vi skal kunne anbefale en bestemt behandlingsform, skal der være videnskabeligt bevis for, at der er en positiv effekt på gigtsymptomer. Ofte kan undersøgelserne af alternativ behandling dog være for få eller af ringe videnskabelig kvalitet. Det betyder, at der sjældent kan drages endelige konklusioner. Den traditionelle videnskabelige undersøgelsesmetode kan imidlertid nogle gange være svær at bruge, da ikke kun behandlingen i sig selv, men også kontakten med behandleren kan spille ind.
Overvejer du at afprøve alternativ behandling? Så er der forskellige forhold, du skal være opmærksom på. Her får du viden og råd om alternativ behandling:
Når der oftest ikke er klar dokumentation for, at en given alternativ behandlingsform har en gavnlig effekt for mennesker med gigt, er det ikke muligt hverken at anbefale eller afvise den.
Til gengæld kan vi give en række forskellige råd til dig, der gerne vil afprøve dem. Gigtforeningen råder først og fremmest til, at du altid informerer lægen, hvis du benytter alternative behandlingsformer.
Mange tror, at alternative produkter ikke er forbundet med bivirkninger eller risici, fordi de er baseret på naturligt forekommende stoffer. Men det er ikke rigtigt, og det er meget vigtigt at du er opmærksom på, hvilke stoffer, du tager via produkterne, og hvilke virkninger og bivirkninger, de kan have.
Du har sikkert læst eller hørt fra andre om bestemte alternative behandlinger, der har virket. Måske er det et menneske, der fortæller om sine positive oplevelser i en blog på internettet eller i en reklametekst. Det kan også være, du hører positive historier fra mennesker, du kender personligt. Husk altid at være kritisk, og husk at en behandling, der virker godt på nogle måske ikke virker på andre.
Desuden kan mange sygdomme, selv de kroniske, have symptomer, der kommer og går. Effekten af en behandling kan derfor ikke altid tilskrives netop behandlingen.
Derudover kan bare det at afprøve en behandling give en effekt, alt efter om du tror på, at behandlingen har en positiv eller negativ på dine sygdomssymptomer.