Sådan undersøger lægen for hypermobilitet – udredning af sygdommen

Hvis lægen eller fysioterapeuten har mistanke om, at du er hypermobil, vil han eller hun kunne stille diagnosen på baggrund af en række simple test. Læs mere om undersøgelsen.

Hvis dine led er overbevægelige, det vil sige mere eftergivende end normalt, kan det være, du er hypermobil. Lægen eller fysioterapeuten vil ved en generel undersøgelse af dine led kunne afgøre, om det er tilfældet.

Beighton’s test – er du hypermobil?

Den mest enkle metode til at måle hypermobilitet er Beighton’s test.

Får du mindst 5 point i denne test, er du generel hypermobil.

Hver registrering giver 1 point:

  • Lillefingeren kan overstrækkes mere end 90º (1 point for hver finger).
  • Tommelfingeren kan føres ind til underarmen (1 point for hver finger).
  • Albueled kan overstrækkes mere end 10º (1 point for hver arm).
  • Knæled kan overstrækkes mere end 10º (1 point for hvert knæ).
  • Du kan med strakte knæ ubesværet sætte håndfladerne i gulvet (1 point).

Du kan også selv undersøge, om du er hypermobil ved at svare på 5 spørgsmål fra 5-part hypermobility questionnaire, hvor testen er positiv ved mindst 2 positive svar:

Kan du nu (eller har du nogensinde tidligere kunnet) nå ned med håndfladerne I gulvet, ved stående forover bøjning uden at bøje i knæene?

Kan du nu (eller har du nogensinde tidligere kunnet) bøje din tommelfinger ned så den rører din underarm?

Kunne du som barn underholde dine venner ved at vride kroppen i opsigtsvækkende stillinger, eller kunne du gå i spagat?

Gik din skulder eller knæskal af led (ud af sin stilling) gentagne gange, det vil sige mere end én gang, da du var barn eller teenager?

Oplever du dig selv som overbevægelig i dine led (ud over normal ledbevægelighed) sammenlignet med jævnaldrende?

Disse to test bliver typisk anvendt til at undersøge for generaliseret hypermoiblitet, men du kan godt have hypermobilitet i enkelte led, selvom du ikke opfylder kriterierne i Beightons test eller 5-part hypermobility questionnaire. 

Senest opdateret 13.09.2024