Behandling af knogleskørhed - osteoporose
Når den mest velegnede osteoporose behandling skal udvælges, skelner man mellem knoglestyrkende og knogleopbyggende behandling. Almindelig osteoporose behandles med knoglestyrkende medicin, mens folk med meget svær osteoporose med hårdt svækkede knogler har behov for knogleopbyggende behandling.
Medicinsk behandling kan være en vigtig del af at sikre øget livskvalitet for mennesker med osteoporose. Den vigtigste faktor er dog en ændring af livsstil og vaner, som du selv kan kontrollere.
Læs om de ting du selv kan gøre, hvis du har knogleskørhed
Medicin mod knogleskørhed
Den medicinske behandling af osteoporose omfatter stoffer, som begrænser eller stopper tabet af knoglevæv. Bisfosfonater (f.eks. Alendronat) er det hyppigst anvendte lægemiddel.
Desuden bør alle med osteoporose tage et tilskud af kalk og D-vitamin. Det gælder også højrisikogrupper, f.eks. ældre mennesker, som indtager for lidt kalk og D-vitamin gennem kosten, patienter med leddegigt og patienter i længerevarende behandling med binyrebarkhormon. Tal med din læge om disse tilskud.
Bisfosfonater
Behandling med bisfosfonater er den mest anvendte type medicin mod knogleskørhed. Her er målet at hæmme nedbrydning af knoglevæv og samtidig øge knoglemassen i særligt ryghvirvler og lårknogler.
Denosumab
Denosumab gives som indsprøjtning hvert halve år, typisk til de personer der ikke tåler bisfosfonater. Hvor ophør af bisfosfonater ikke vil give fald i knoglemasse før flere år efter, vil dette ske straks, man ophører med Denosumab, hvorfor behandlingen ikke må afbrydes.
Læs mere om osteoporose på Osteoporoseforeningens hjemmeside
Hvem diagnosticerer og behandler knogleskørhed?
Osteoporose diagnose og behandling varetages overvejende af de praktiserende læger og endokronologiske hospitalsafdelinger (Osteoporose-enheder).
Hvis den praktiserende læge har mistanke om osteoporose UDEN mistanke om en gigtsygdom, skal man derved ikke henvises til en reumatolog - her vil diagnose og behandling primært ske hos den praktiserende læge og ved behov ved henvisning til Osteoporose-enhed.
En lang række sygdomme kan disponere for osteoporose, f.eks. stofskiftesygdomme, tarmsygdomme - hvor de enkelte specialer, ligesom reumatologer, efter behov henviser til Osteoporose-enhed.
Det betyder, at reumatologer kun varetager behandlingen, hvis osteoporosen er udløst af en gigtsygdom eller behandling af en gigtsygdom. Her varetages undersøgelse (DXA-skanning) og indledende behandling af reumatologer i relation til den øvrige behandling af gigtsygdommen. Som udgangspunkt behandler reumatologer egne patienter med bisfosfonat, hvorimod der ved behov for behandling med andre osteoporose-midler ved gigtsygdom henvises ti Osteoporose-enhed.
Kan knogleskørhed helbredes?
Knogleskørhed kan ikke direkte helbredes, men knogletab kan bremses og knoglemasse øges via behandling. Grundet effektive behandlingsmetoder er det ofte muligt at bremse osteoporose ved at reducere knoglenedbrydningen. Hertil findes der medicin, som kan øge opbygningen af knoglemasse til personer med svær osteoporose.
Forebyggelse af knogleskørhed
Den bedste behandling mod osteoporose er forebyggende behandling. Hvis du ved, at du er i risiko for at udvikle sygdommen, f.eks. fordi der er konstateret knogleskørhed i din familie, kan det stærkt anbefales at leve 'knoglevenligt'.
Her er fire gode råd hvis du har – eller er i risiko for at få - osteoporose:
- Begræns dit forbrug af alkohol
- Undlad at ryge
- Sørg for at få tilstrækkeligt kalk og D-vitamin (tal med din læge)
- Dyrk motion regelmæssigt, gerne også muskelstyrkende træning
- Undgå store mængder kaffe
Hvor meget må man løfte, når man har knogleskørhed?
Den maksimale løftegrænse beror på en individuel vurdering af bl.a. din løfteteknik, hvor fremskreden din osteoporose er, om der er rygsammenfald samt hvor meget du plejer at kunne løfte. Forudsætningen for en god løfteteknik er næsten det vigtigste, hvilket kræver en stærk muskulatur i arme, ben, ryg og mave.
Find eventuelt den rette løftegrænse for dig sammen med din læge, hvis du har behov for et udgangspunkt, så du undgår en overbelastning.