Hvad er osteoporose - knogleskørhed?

Få svar på hvad osteoporose - knogleskørhed er, samt hvem der er disponeret for at få sygdommen og hvor mange danskere der allerede har den.

Hvad er osteoporose - knogleskørhed?

Osteoporose betyder, at knoglemassen og dermed knoglestyrken er nedsat i en grad (t-score ≤ −2,5), så det øger risikoen for knoglebrud, selv ved beskedne belastninger. Osteoporose giver i sig selv ikke symptomer eller smerter, hvorfor mange mennesker slet ikke opdager, de har det, men knoglebrud som følge deraf kan derimod give mange varige komplikationer og lange smerteforløb. Brud som følge af knogleskørhed ses typisk i ryghvirvlerne, i håndleddene og ved hoftebrud.

I Danmark findes ingen præcis opgørelse over, hvor mange der har osteoporose, men på basis af udenlandske undersøgelser skønner Sundhedsstyrelsen, at det drejer sig om ca. 600.000 mennesker, hvor af langt størstedelen ikke er klar over, de har sygdommen.

Læs om symptomer på osteoporose - knogleskørhed

Knoglerne, som udgør skelettet, er et levende organ, som konstant opbygger og nedbryder knogle. Vores knoglemasse er størst ved 20-30 års alderen, hvorefter den gradvist falder med ca. en halv til en hel procent om året. Nedbrydning af knoglevævet er derfor en helt naturlig del af livet, og måden hvorpå kroppen ældes. For nogle personer sker denne nedbrydning dog markant hurtigere, end hvad der er normalt eller hensigtsmæssigt.

Hvem rammes af osteoporose - knogleskørhed

Der findes mange forskellige årsager til, hvorfor osteoporose (knogleskørhed) opstår, heriblandt arv. Den største risikofaktor er dog alder og køn. Alle mennesker vil i princippet udvikle knogleskørhed, hvis blot man bliver gammel nok.

Alder og køn

Sygdommen rammer primært kvinder over 50 år, men forekomsten blandt mænd er stigende, og det gælder også den samlede forekomst på verdensplan. Mænd har af natur kraftigere knogler end kvinder og har dermed mere knoglemasse at tære af.

Østrogen stimulerer dannelsen af ny knogle, og kropsfedt er særlig godt til at ophobe østrogen. Der ses derfor en øget forekomst af osteoporose blandt høje, slanke kvinder med lav fedtprocent (og tynde mennesker generelt) samt kvinder efter overgangsalderen, da østrogenniveauet herefter falder.

Livsstil

De miljømæssige faktorer spiller stort ind, og vaner som rygning, højt alkoholindtag samt et lavt aktivitetsniveau bidrager til, at man kan udvikle osteoporose - knogleskørhed. Også næringsfattig kost, underernæring eller fejlernæring med for lidt D-vitamin og kalk kan bidrage til manglende knoglemasse - også i ungdommen. Fysisk aktivitet er vigtigt for at bibeholde en stærk knoglestruktur på samme måde som en muskel, der ikke bruges, svinder ind. Det er derfor heller ikke et sjældent syn, at længerevarende sengepatienter får øget nedbrydning af deres knoglevæv.

Anden sygdom og medicin

En lang række sygdomme samt visse medicinske præparater kan også medføre udvikling af osteoporose - knogleskørhed. Af sygdomme kan f.eks. nævnes gigtsygdomme som bl.a. leddegigt og rygsøjlegigt (morbus Bechterew), men også nyresygdomme og hormonsygdomme med forhøjet stofskifte. Desuden kan fjernelse af æggestokkene bidrage til nedbrydning af knoglevæv grundet et nedsat østrogenniveau til følge.

Brug af visse medicintyper som især Binyrebarkhormon, kan ligeledes være udløsende faktorer.

Hvor mange har osteoporose - knogleskørhed?

Man har ikke det præcise tal for hvor mange der har osteoporose - knogleskørhed, da langt de fleste lever med uerkendt osteoporose. Sundhedsstyrelsen vurderer dog, at ca. hver 3. kvinde samt hver 6-8. mand rammes på årlig basis, hvilket svarer til, at ca. 600.000 danskere har osteoporose (knogleskørhed). Ca. 90.000 danskere får medicinsk behandling for deres osteoporose- knogleskørhed.

Det er værd at bemærke, at livsstil har stor betydning, og at man selv kan gøre meget for at undgå osteoporose eller forværring af osteopeni, som blot er en lettere afkalkning af knoglerne, der endnu ikke har udviklet sig til en egentlig osteoporose-diagnose.

Læs mere om hvad du selv kan gøre i forbindelse med knogleskørhed

Senest opdateret 27.04.2023