Undersøgelse for knogleskørhed - sådan foregår det
Hvis lægen vurderer, at du bør undersøges for knogleskørhed - osteoporose, skal du bl.a. have målt knogletætheden via en scanning. Læs mere om undersøgelserne.
Hvem stiller diagnosen?
Osteoporose diagnose og behandling varetages overvejende af de praktiserende læger og endokronologiske hospitalsafdelinger (Osteoporose-enheder). Hvis den praktiserende læge har mistanke om osteoporose UDEN mistanke om en gigtsygdom, skal man derved ikke henvises til en reumatolog - her vil diagnose og behandling primært ske hos den praktiserende læge og ved behov ved henvisning til Osteoporose-enhed.
En lang række sygdomme kan disponere for osteoporose, f.eks. stofskiftesygdomme, tarmsygdomme - hvor de enkelte specialer, ligesom reumatologer, efter behov henviser til Osteoporose-enhed.
Sådan undersøger lægen for osteoporose
Almindeligvis vil man først blive undersøgt for osteoporose efter at have haft flere knoglebrud, medmindre man er i høj risiko. Dog undersøges også personer, der endnu ikke har oplevet brud, men derimod via en knoglescanning har fået konstateret et lavt knoglemineralindhold med en T-score under ≤ −2,5.
Se typiske symptomer på knogleskørhed
Knogletæthedsmåling via DXA-scanning
Knogletæthed er en afspejling af graden af knogleskørhed, hvor man måler tætheden af knoglemineralerne i skelettet.
Den bedste metode til bedømmelse af nedsat knoglemasse foretages via en DXA-skanning (Dual-energy X-ray Absorptiometry), som er en form for røntgenundersøgelse, der muliggør måling af kalkindholdet (knogletæthed) i dine knogler. Typisk måles dette i lændehvirvelsøjlen og hofteknoglen.
Når man får foretaget en scanning for knogleskørhed, kan risikoen for at udvikle osteoporose vurderes, ligesom allerede udviklet osteoporose kan konstateres. Osteoporose kan også påvises ved røntgenundersøgelse, hvis der er karakteristiske knoglebrud, f.eks. sammenfald af ryghvirvler.
Man udsættes kun for ganske lidt røntgenstråling, og undersøgelsen er smertefri.
Blodprøver
Ved undersøgelse for knogleskørhed findes der desværre ingen blod/urinprøve , der entydigt kan fastslå diagnosen. Det kan dog være relevant i et udredningsforløb at få foretaget forskellige blodprøver, som kan udelukke at andre underliggende sygdomme kan have udløst osteoporosen.
Når lægen har resultaterne fra alle undersøgelser, kan der på baggrund heraf stilles en diagnose samt en vurdering af, om en medicinsk behandling skal tilbydes patienten.