Whistleblowerpolitik
Gigtforeningens whistleblowerordning har til formål at give mulighed for, at Gigtforeningens ansatte og evt. øvrige persongruppe (læs mere under afsnittet persongrupper), kan ytre sig om kritisable forhold i Gigtforeningen uden at frygte for negative konsekvenser. Formålet med whistleblowerordningen er således at sikre åbenhed og gennemsigtighed i forhold til eventuelle (lov)overtrædelser og alvorlige uregelmæssigheder.
Gigtforeningens whistleblowerordning skal ses som et supplement til den direkte og daglige kommunikation på arbejdspladsen om fejl og utilfredsstillende forhold mv. Ordningen udgør desuden et supplement til eksisterende muligheder for f.eks. at rette henvendelse til nærmeste leder eller HR.
Gigtforeningen opfordrer til at anvende whistleblowerordningen, således at eventuelle overtrædelser kan imødegås hurtigt og effektivt internt. Whistlebloweren kan dog frit vælge mellem at indgive indberetning til arbejdspladsens whistleblowerordning eller en ekstern whistleblowerordning (Den Nationale Whistleblowerordning).
Gigtforeningens whistleblowerordning udelukker ikke muligheden for at indberette via eksterne kanaler som f.eks. tilsynsmyndigheder.
Gigtforeningens whistleblowerenhed
Indberetninger til Gigtforeningen whistleblowerordning behandles af Gigtforeningens whistleblowerenhed, der varetages af advokat Anne Trankjær.
Spørgsmål til de enkelte indberetninger eller Gigtforeningens whistleblowerordning i det hele taget kan rettes til Gigtforeningens whistleblowerenhed via mail på whistleblower@gigtforeningen.dk.
Kun whistleblowerenheden har adgang til mailboksen whistleblower@gigtforeningen.dk. Al sagsbehandling og arkivering af relevant materiale foregår i et lukket område af vores dokumentstyringssystem, DocuNote, som kun whistleblowerenheden har adgang til.
Behandling af indberetninger kan i øvrigt, afhængigt af indberetningens indhold og karakter, ske med hjælp fra en ekstern part, eksempelvis en advokat eller revisor.
Oplysninger, der kan indberettes om
Gigtforeningens whistleblowerordning kan anvendes til indberetning af oplysninger om alvorlige overtrædelser eller øvrige alvorlige forhold, som ikke nødvendigvis kan henføres til en bestemt lovovertrædelse. Der kan indberettes om forhold, der har fundet sted eller vil finde sted i Gigtforeningen.
En lovovertrædelse eller et øvrigt forhold vil som udgangspunkt være alvorligt, hvis det er i offentlighedens interesse at få det frem i lyset. Overtrædelser af bagatelagtig karakter er ikke omfattet.
Indberetninger om whistleblowerens eget ansættelsesforhold er som udgangspunkt ikke omfattet, medmindre der er tale om seksuel chikane eller grov chikane.
Oplysninger om øvrige forhold, herunder oplysninger om overtrædelser af interne retningslinjer af mindre alvorlig karakter, som bl.a. regler om sygefravær, påklædning og oplysninger om andre personalerelaterede konflikter på arbejdspladsen, vil som udgangspunkt ikke anses som grove overtrædelser og skal dermed ikke indberettes til Gigtforeningens whistleblowerordning. Sådanne oplysninger kan i overensstemmelse med gældende retningslinjer indgives til nærmeste leder eller HR.
Det forudsættes, at whistlebloweren er i god tro om oplysningernes rigtighed.
Nederst på siden finder du eksempler på alvorlige lovovertrædelser, alvorlige forhold samt oplysninger, som ikke er omfattet af whistleblowerordningen.
Indberetning af overtrædelser
Indberetning til Gigtforeningens whistleblowerordning skal ske ved at sende en e-mail til whistleblower@gigtforeningen.dk, hvor sagen beskrives.
Der kan ikke foretages anonyme indberetninger.
Persongrupper, der kan indgive oplysninger til whistleblowerordningen
Følgende persongrupper kan anvende Gigtforeningens whistleblowerordning:
- Gigtforeningens ansatte
- Direktion og bestyrelsesmedlemmer
- Gigforeningens frivillige
- Medlemmer af Gigtforeningen
- Leverandører, kunder og øvrige samarbejdspartner
Behandling af indberetninger
I forbindelse med modtagelsen af en indberetning vil Gigtforeningens whistleblowerenhed bekræfte modtagelsen inden for syv dage. Det vil ske ved fremsendelsen af en e-mail.
Gigtforeningens whistleblowerenhed vil herefter følge omhyggeligt op på indberetningen. Indberetningens indhold og karakter er afgørende for, hvordan der skal følges op.
Whistleblowerenheden vil indledningsvis tage stilling til, om indberetningen falder indenfor whistleblowerordningens anvendelsesområde. Hvis indberetningen falder udenfor whistleblowerordningens anvendelsesområde eller er åbenbart ubegrundet, bliver indberetningen afvist. Whistlebloweren vil få besked herom.
Hvis indberetningen falder inden for lovens anvendelsesområde, bliver indberetningen behandlet. Det indebærer bl.a., at Gigtforeningens whistleblowerenhed, afhængigt af indberetningens indhold og karakter, vil indhente yderligere oplysninger internt i organisationen. Efter omstændighederne kan det også indebære yderligere dialog med whistlebloweren.
Eksempler på opfølgning:
- Iværksættelse af en intern undersøgelse i virksomheden.
- Orientering af virksomhedens øverste ledelse eller bestyrelse.
- Anmeldelse til politiet eller relevant tilsynsmyndighed.
- Sagsafslutning grundet manglende eller utilstrækkeligt bevismateriale.
Whistleblowerenheden vil inden for tre måneder, fra bekræftelsen på modtagelsen af indberetningen, give feedback til whistlebloweren. Det betyder, at whistleblowerenheden, afhængigt af indberetningens indhold og karakter, vil oplyse whistlebloweren om, hvilke tiltag der er iværksat eller påtænkes iværksat, og hvorfor enheden har valgt denne opfølgning.
Hvis det ikke er muligt at give feedback inden for fristen, vil Gigtforeningens whistleblowerenhed underrette whistlebloweren herom, og om eventuel yderligere feedback kan forventes. Det kan f.eks. skyldes, at der er iværksat en intern undersøgelse, der ikke kan afsluttes inden for fristen.
Feedbacken skal overholde gældende lovgivning, herunder databeskyttelseslovgivningen. Det betyder bl.a., at der skal være et videregivelsesgrundlag for at kunne videregive følsomme oplysninger. Det beror på en konkret vurdering, hvilke oplysninger der kan gives i opfølgningen over for whistlebloweren.
Tavshedspligt og behandling af oplysninger
Medarbejdere, der er tilknyttet Gigtforeningens whistleblowerenhed, har en særlig tavshedspligt i forhold til de oplysninger, der indgår i indberetningerne.
Tavshedspligten omfatter alene oplysninger, der indgår i indberetningen. Hvis en indberetning giver anledning til, at der indledes en sag, vil de øvrige oplysninger, der indsamles i den forbindelse, ikke være omfattet af tavshedspligten.
Gigtforeningens whistleblowerenhed behandler i videst muligt omfang indberetninger fortroligt.
Oplysninger fra en indberetning behandles i overensstemmelse med behandlingsreglerne i whistleblowerlovens § 22 og i databeskyttelsesforordningen og -loven. Gigtforeningens whistleblowerenhed kan efter whistleblowerlovens § 22 behandle personoplysninger, herunder følsomme oplysninger og oplysninger om strafbare forhold, hvis det er nødvendigt for at behandle en indberetning, som er modtaget i forbindelse med Gigtforeningens whistleblowerordning.
Oplysninger fra en indberetning kan efter omstændighederne videregives, f.eks. med det formål at følge op på indberetningerne. Whistlebloweren bliver underrettet forud for videregivelse af oplysninger om whistleblowerens identitet, medmindre det vil bringe en relateret undersøgelse eller retssag i fare. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en sådan underretning konkret vurderes at ville medføre risiko for, at beviser vil blive skjult eller ødelagt, at vidner vil blive påvirket, eller hvis der er mistanke om, at whistlebloweren bevidst har indgivet falsk indberetning.
Det er ikke muligt at foretage anonyme anmeldelser til Gigtforeningens interne whistleblowerordning. Hvis du ønsker at foretage en anonym anmeldelse, henviser vi til Den Nationale Whistleblowerordning på whistleblower.dk.
Beskyttelse af whistleblowere
En whistleblower må ikke udsættes for repressalier, herunder trussel om eller forsøg på repressalier, fordi vedkommende har foretaget indberetning til Gigtforeningens whistleblowerenhed eller en ekstern whistleblowerordning (Den Nationale Whistleblowerordning). Endvidere må whistlebloweren ikke hindres eller forsøges hindret i at foretage indberetninger.
Repressalier forstås som enhver form for ufordelagtig behandling eller ufordelagtig følge som reaktion på en intern eller ekstern indberetning, som forårsager eller kan forårsage whistlebloweren skade.
Whistlebloweren kan ikke ifalde ansvar for at indberette fortrolige oplysninger, hvis vedkommende har rimelig grund til at antage (god tro), at oplysningerne i en indberetning er nødvendige for at afsløre en alvorlig lovovertrædelse eller et alvorligt forhold.
Forsøg fra Gigtforeningens ansatte eller ledelse på at hindre en whistleblower i at foretage indberetning eller på at udøve repressalier mod en whistleblower, der har indberettet i god tro, vil medføre ansættelsesretlige konsekvenser.
Yderligere oplysninger
Justitsministeriet har udarbejdet en vejledning for personer, der ønsker at indgive eller overvejer at indgive oplysninger som whistleblower. Vejledningen giver en overordnet beskrivelse af whistleblowerloven, herunder beskrivelser af whistleblowerordninger, indberetningsmuligheder, whistleblowerens rettigheder og beskyttelse af whistleblowere.
Du kan finde vejledningen på Justitsministeriets hjemmeside fra december 2021.
Find vejledning på justitsministeriet.dk
-
Eksempler på alvorlige lovovertrædelser
Overtrædelser af straffeloven, der i almindelighed vil være omfattet af anvendelsesområdet
- Bestikkelse, jf. straffelovens § 144.
- Dokumentfalsk, jf. straffelovens § 171.
- Hacking, aflytning, optagelse af samtaler mellem andre m.v., jf. straffelovens § 263.
- Tyveri, jf. straffelovens § 276.
- Underslæb, jf. straffelovens § 278.
- Bedrageri, jf. straffelovens § 279.
- Databedrageri, jf. straffelovens § 279a.
- Mandatsvig, jf. straffelovens § 280.
- Afpresning, jf. straffelovens § 281.
Overtrædelser af særlovgivning eller anden lovgivning, der i almindelighed vil være omfattet af anvendelsesområdet
- Overtrædelser af skattelovgivningen.
- Tilsidesættelse af tavshedspligter.
- Overtrædelser af lov om bogføring.
- Overtrædelser af godskørselsloven, jf. godskørselslovens §§ 17-17 b.
- Overtrædelser af luftfartsloven, jf. luftfartslovens § 149.
- Tilsidesættelse af en lovbestemt handlepligt.
- Overtrædelse af regler om magtanvendelse.
- Grove eller gentagne overtrædelser af forvaltningsretlige principper, herunder undersøgelsesprincippet, krav om saglighed, magtfordrejningsgrundsætningen og proportionalitet (jf. dog nærmere nedenfor om bagatelagtige overtrædelser).
- Bevidst vildledning af borgere og samarbejdspartnere.
Chikane
- Seksuel chikane, jf. ligebehandlingslovens § 1, stk. 4, jf. stk. 6.
- Grov chikane, f.eks. på grund af race, køn, farve, national eller social oprindelse, politisk eller religiøst tilhørsforhold.
-
Eksempler på alvorlige forhold
Forhold der i almindelighed anses som alvorlige
- Tilsidesættelse af faglige standarder, der f.eks. vil kunne medføre en risiko for personers sikkerhed og sundhed.
- Grove eller gentagne overtrædelser af arbejdspladsens interne retningslinjer om f.eks. tjenesterejser, gaver eller regnskabsaflæggelse (jf. dog nærmere nedenfor om bagatelagtige overtrædelser).
- Alvorlige fejl og alvorlige uregelmæssigheder forbundet med it-drift eller it-systemstyring.
- Særlige tilfælde, hvor mindre samarbejdsvanskeligheder indebærer store risici, og dermed udgør et alvorligt forhold.
-
Eksempler på oplysninger, som ikke er omfattet af lovens anvendelsesområde
- Oplysninger af bagatelagtig karakter, oplysninger om øvrige forhold, herunder oplysninger om overtrædelse af interne retningslinjer om sygefravær, rygning, påklædning eller accessoriske bestemmelser som f.eks. manglende overholdelse af dokumentationspligt.
- Oplysninger om whistleblowerens eget ansættelsesforhold, herunder konflikter mellem medarbejdere, samarbejdsvanskeligheder eller forhold, der henhører under det fagretlige system, medmindre der er tale om seksuel chikane eller anden form for grov chikane.