Bliv tovholder for en madklub

I en madklub får deltagerne viden om, hvordan de kan lave velsmagende, enkle og inspirerende gigtvenlig mad samt støtte hinanden i de daglige ændringer det kræver. Madklubberne skaber et fællesskab, hvor deltagerne kan udveksle erfaringer i forhold til sunde ændringer i madlavningen, og hvor der er plads til at tale om stort og småt i livet med gigt.

Her kan du se en film – for at kunne afspille den, skal du tillade alle cookies
Klik her for at tillade cookies

Som tovholder i en af Gigtforeningens madklubber er det dig, der er madklubbens kontaktperson og frontfigur i dit lokalområde. Der er tilknyttet to frivillige tovholdere og en diætist til hver madklub. Som tovholder deltager du i madlavningen sammen med de andre deltagere, og får en grundig introduktion til gigtvenlig kost.

Spisefællesskab hver 14. dag

Madklubben fungerer som et spisefælleskab, der mødes hver 14. dag, hvor I tilbereder velsmagende enkle og inspirerende gigtvenlige retter og spiser sammen.

De første fire gange er der tilknyttet en diætist, der står for indkøb og praktik, samt for at introducere jer til, hvordan I på sigt selv fortsætter madklubben sammen med deltagerne. Diætisten er tilknyttet madklubben yderligere to gange, hvor I fortsat kan få inspiration og sparring. Derefter fortsætter madklubben uden diætist. Jeres rolle bliver her koordinering af indkøb og praktik omkring afholdelse. I får en opskriftpakke, så I selv let kan fortsætte med enkle gigtvenlige retter.

Læs mere om madklub-tovholderens rolle

Bliv frivillig tovholder for en madklub i dit lokalområde

Overvejer du at blive frivillig tovholder for en madklub i dit lokalområde? Så skriv til madklub@Gigtforeningen.dk for at høre mere.

 

 

Senest opdateret 11.04.2024