Gigt i tal

Over 700.000 mennesker i Danmark har gigt. Det gør gigt til en af de mest udbredte kroniske sygdomme i Danmark. Gigtsygdomme kaldes også sygdomme i bevægeapparatet, muskel- og skeletsygdomme eller reumatologisk sygdom og dækker over mere end 200 diagnoser. Nogle af de mest udbredte er rygsygdom, slidgigt, urinsyregigt og leddegigt.

400.000 har diagnosen artrose

Artrose (slidgigt) er en kronisk, såkaldt degenerativ ledsygdom, hvor brusk og væv omkring leddet gradvist ødelægges. Symptomerne er smerter, stivhed og nedsat funktion i leddet. Statens Institut for Folkesundhed har opgjort antallet af voksne danskere med diagnosen artrose i Landspatientregisteret. Det kan både være personer, der har været behandlet for artrose og personer, der har været i behandling for noget andet, men hvor artrose er registreret som bidiagnose. Opgørelsen viser, at ca. 400.000 danskere, der i 2017 var over 16 år, er diagnosticeret med artrose. Desværre er det ikke muligt at identificere personer, der alene er diagnosticeret i almen praksis.

Få viden om folkesygdommen artrose
Få viden om folkesygdommen artrose

45.000 danskere har leddegigt

Leddegigt er en betændelsesreaktion i leddene, der skyldes ændringer i immunsystemet. Leddegigt er en kronisk sygdom. Det vil sige, at man skal leve med sygdommen resten af livet, vekslende mellem gode og dårlige perioder. I Sundhedsdatastyrelsens Register for Udvalgte Kroniske Sygdomme kan antallet af personer med leddegigt estimeres på baggrund af opslag i Landspatientregisteret og Lægemiddelstatistikregisteret. Algoritmen justeres løbende. I 2023 fandt Sundhedsdatastyrelsen 45.000 personer med leddegigt i Danmark. Næsten 8 nye tilfælde hver dag! Sundhedsdatastyrelsen fandt i 2022 2.975 nye tilfælde af leddegigt. Det svarer til ca. 8 nye tilfælde hver dag. Sygdommen kan debutere i alle aldre, men de fleste er fyldt 40 år, inden de får diagnosen.

Få viden om leddegigt
Få viden om leddegigt

Ca. en halv million danskere har en rygsygdom

Rygsygdomme dækker over mange forskellige diagnoser og tilstande. Det kan f.eks. være inflammatoriske gigtsygdomme eller diskusprolapser. Statens Institut for Folkesundhed har opgjort antallet af personer med rygsygdom via opslag i Landspatientregisteret. De fandt over 200.000 personer. Desværre er det ikke muligt at identificere personer, der udelukkende har haft kontakt med primærsektoren i forhold til deres rygsygdom. Statens Institut for Folkesundhed har derimod i 2017 spurgt danskerne i en spørgeskemaundersøgelse og her svarer 3 gange så mange, at de har diskusprolaps eller anden rygsygdom. På baggrund af de to analyser anslår Gigtforeningen at ca. 500.000 har en rygsygdom.

Kvinde tager sig til ryggen på grund af smerter