Hvad er Sjögrens syndrom og hvem får sygdommen?

Sjögrens syndrom er en kronisk gigtsygdom, som påvirker kroppens kirtelfunktioner, især tåre- og spytkirtler, hvilket medfører udtørring af slimhinderne.

Sjögrens syndrom tilhører den undergruppe af gigtlidelser, der benævnes bindevævssygdomme. Det er karakteristisk for en bindevævssygdom, at flere forskellige organer og væv i kroppen vil kunne påvirkes, og at dette ofte fører til forskellige symptomer, som kan være vanskelige at fortolke.

Sjögrens syndrom påvirker først og fremmest de kirtler, som udskiller sekret til kroppens mange slimhinder. Man kan sige, at Sjögrens syndrom er ”gigt i kirtlerne”.

Ved Sjögrens syndrom er tåre- og spytkirtelfunktionen ofte svært nedsat, og mangel på tårevæske og spyt fører til udtørring af slimhinderne.

Læs mere om symptomer ved Sjögrens syndrom

Almindeligvis inddeler læger patienter med Sjögrens syndrom i to undergrupper:

Primært Sjögrens syndrom

Herved forstås øjen- og mundtørhed uden forekomst af nogen anden gigt- eller bindevævssygdom.

Sekundært Sjögrens syndrom

Hvis du har en anden gigt- eller bindevævssygdom som f.eks. leddegigt eller SLE/lupus, og samtidig har tørre øjne og/eller mundtørhed, er diagnosen leddegigt eller lupus med sekundært Sjögrens syndrom.

Har du for nylig fået diagnosen Sjögrens syndrom? Få viden og værktøjer i vores univers 'Ny med gigt'

Sygdomsforløb

Sygdommen forløber fredeligt hos de fleste. Nogle må dog trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet på grund af træthed og andre gener.

Sygdommen udvikler sig oftest fra start med led- og muskelsmerter, træthed og let øjen- og mundtørhed. Ved mere akutte forløb omfatter forløbet sædvanligvis feber, hævede spytkirtler og fingerled.

Udbredelse af Sjögrens syndrom

Der findes ikke sikre opgørelser over forekomsten af Sjögrens syndrom i befolkningen, men det antages, at mellem 25.000 og 50.000 mennesker i Danmark lider af sygdommen i let eller svær grad.

Sjögrens syndrom rammer kvinder ni gange hyppigere end mænd. De første symptomer opstår typisk omkring 40-50 års alderen, men både unge og ældre kan udvikle sygdommen.

Det er yderst sjældent, at børn får Sjögrens syndrom.

Foredrag med overlæge Viktoria Fana om Sjögrens syndrom

Hør mere om Sjögrens syndrom med overlæge Viktoria Fana, der deler sin store viden om sygdommen og sine erfaringer med at behandle mennesker med Sjögrens. Hun kommer blandt andet ind på diagnosticering og behandlingsmuligheder.

Her kan du se en film – for at kunne afspille den, skal du tillade alle cookies
Klik her for at tillade cookies

Videoen er produceret af: Matrix Film Studios v/Claus Lauritzen 

Senest opdateret 19.01.2024