Hvorfor får man slidgigt – artrose? Årsager til sygdommen
Slidgigt – eller artrose – er en kronisk gigtsygdom, hvor brusken i leddene gradvist bliver nedbrudt. Læs om årsagerne til sygdommen.
Der kan være mange grunde til, at netop du har fået konstateret slidgigt. Forskningen har – navnlig i de senere år – givet nogle fingerpeg om, hvad der kan fremprovokere slidgigt:
-
Køn: Mænd som kvinder
Mænd og kvinder får lige hyppigt slidgigt. Der er dog enkelte forskelle på, hvilken form for slidgigt man typisk får. For eksempel får mænd hyppigere end kvinder slidgigt i hofterne. Til gengæld har kvinder oftere slidgigt i knæ og fingre.
Der findes også en speciel form for slidgigt, som rammer fingrenes mellem- og yderled. Denne form for slidgigt optræder oftest hos kvinder. Den ser ud til at være arvelig, da en mor tilsyneladende kan give sygdommen videre til sin datter.
-
Alder: Ingen hindring
Slidgigt forekommer hyppigere med alderen. Vi ved endnu ikke, om sammenhængen mellem alder og slidgigt skyldes, at slidgigt er en sygdom, der er mange år undervejs – eller om forklaringen er, at leddene bliver svækkede med alderen og dermed mere modtagelige for sygdommen. Måske er der tale om en kombination.
Der er dog ingen tvivl om, at led hos ældre mennesker er mere skrøbelige og dermed mere modtagelige for slidgigt. Vi ved også, at muskelstyrken aftager med alderen. Og netop skrøbelige led og svag muskelstyrke kan være risikofaktorer, fordi leddet ikke kan modstå pludselige hændelser som fald, vrid og stød.
-
Arbejde: Noget værre end andet
Sliddet har ikke nødvendigvis nogen sammenhæng med fysisk hårdt arbejde. Men der er ingen tvivl om, at visse erhvervsgrupper er mere udsatte end andre. Man har f.eks. længe vidst, at landmænd hyppigere får slidgigt i hoften, balletdansere i anklen og at elitesportsfolk – eller dårligt trænede idrætsudøvere – ofte udvikler slidgigt i knæ og fodled. Årsagen er, at alle de nævnte erhvervsgrupper belaster bestemte led kraftigt og vedvarende.
-
Arv: Spiller en rolle
De arvelige anlæg kan også spille en rolle. I familier, hvor næsten alle medlemmer udvikler slidgigt i adskillige led, har forskere vist, at der er en fejl i arvemassen. Fejlen medfører, at proteinet kollagen i ledbrusken ikke er så stærkt som normalt – derfor nedbrydes brusken hurtigere, og leddet udvikler slidgigt.
-
Overvægt: Pas på
Jo større vægt dine led skal bære på, jo mere belaster du dem. Det er umiddelbart logisk, og undersøgelser viser da også, at overvægtige oftere har slidgigt i knæene end normalvægtige. Overvægtige har også en øget tendens til at udvikle slidgigt i fingrene, selvom fingerleddene ikke direkte belastes af selve vægten. Der er formentlig snarere tale om, at hormoner produceret af fedtvævet spiller ind.
-
Fysisk inaktivitet: Øger risikoen
Svage muskler er ikke i stand til at stabilisere leddet. Det betyder, at leddet bliver belastet uhensigtsmæssigt. Derfor kan inaktivitet og manglende træning af musklerne være en medvirkende årsag til slidgigt. Et led med slidgigt har i det hele taget godt af motion. Det ernærer brusken, holder leddet bevægeligt og styrker de muskler, der aflaster, stabiliserer og bevæger leddet. Men du skal selvfølgelig finde en motionsform, der ikke overbelaster det syge led.
Se træningsprogram på film – for dig med slidgigt i hofte og knæ
-
Tidligere skader: En sikker årsag
Har du på et tidspunkt haft en ledskade som for eksempel et knoglebrud eller en ledbåndsskade, kan det være årsagen til, at du har fået slidgigt. Også selv om det er 10, 20 eller 30 år siden, skaden er sket.
-
Andre gigtsygdomme: Også en årsag
Har du i forvejen fået konstateret en anden gigt- eller ledsygdom, for eksempel leddegigt, urinsyregigt, psoriasisgigt eller udtalt hypermobilitet, kan det også være en medvirkende årsag til din slidgigt, fordi sygdommen påvirker den måde, hvorpå dit led fungerer og slides.
-
Hæmokromatose
Hæmakromatose er en arvelig sygdom, der rammer jernstofskiftet, hvilket medfører ophobning af jern i hele kroppen. Det kan give en lang række symptomer fra mange organer, og blandt de alvorligste er: Leverpåvirkning (ses hos ca. 75%), påvirkning af bugspytkirtlen, der medfører sukkersyge (ses hos ca. 48%) og hjertepåvirkning (ses hos ca. 31%). Disse organpåvirkninger kræver vurdering i flere lægespecialer. Sygdommen behandles ved at nedsætte jerndepoterne i kroppen ved hjælp af regelmæssig blodtapning (venesectio).
Man kan også få ledsmerter og ledhævelser i forbindelse med hæmakromatose (hos ca. 44%), hvor forandringer i leddene kan udvikle sig, og hvor der ikke kan skelnes fra artrose og/eller kalkkrystalgigt (CPPD). Ledforandringerne kommer af jernophobning i ledvæv (ledkapsel, ledbrusk og knogle). Særligt er, at de typisk angrebne led normalt ikke angribes af artrose: 2. og 3. fingers grundled. Har en patient artrose/kalkkrystalgigt i disse led bør lægen derfor overveje, om der er tale om hæmokromatose.
Hvis en patient med hæmokromatose har ledangreb, behandles det ligesom artrose og kalkkrystalgigt. Her vil der ofte være behov for, at en reumatolog (gigtlæge) vurderer og lægger en behandlingsplan (blodtapning har ringe effekt på ledsymptomerne, derfor skal gængs behandling af artrose/ kalkkrystalgigt ofte igangsættes).
-
Vejret – en myte
Folk under varme himmelstrøg får lige så ofte slidgigt som os, der lever på de nordlige breddegrader. Undersøgelser viser, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem slidgigt og vejrforhold, og at det mere er en tilfældighed end en statistisk kendsgerning, når folk med slidgigt forudsiger vejret.
Til gengæld viser ny irsk forskning, at mennesker med den inflammatoriske gigtsygdom leddegigt har væsentlig mindre sygdomsaktivitet i perioder med solskin og lav fugtighed. Det modsatte er dermed også tilfældet: Regn og kulde gør ondt værre.
