Rikke booster sin hjerne med god energi

For to år siden hævede Rikkes knæ op efter en gåtur. Siden har hun været i udredning og har fundet hjælp og forståelse i Gigtforeningens rådgivning.

Rikkes fortælling om at være ny med gigt

Fotograf: Anton Iversen.

For lidt over to år siden kom 48-årige Rikke hjem efter en gåtur på Amager Fælled, da hendes knæ pludselig hævede voldsomt op.

”Jeg troede, det var en forstrækning eller forstuvelse. Jeg kunne slet ikke gå. Lægerne fandt en smule slidgigt i venstre knæ, men kunne ikke forklare hævelsen. Det var meget frustrerende, for selvom hævelsen lagde sig, var det tydeligt, at der var noget galt,” fortæller hun.

Ringede til Gigtforeningens rådgivning

I løbet af de kommende måneder opstod der to ny ekstreme hævelser, der gjorde, at hun ikke kunne stå på benene. Trods røntgenbilleder blev lægerne ikke klogere på, hvad det handlede om.

”Lidt tilfældigt fik jeg den indskydelse at ringe til Gigtforeningens rådgivning. Det var en stor lettelse at tale med dem, for de var ikke i tvivl om, at jeg skulle kontakte en gigtlæge, så det gjorde jeg.”

Kontakt Gigtforeningens rådgivning

Stadig under udredning for gigt

Gigtlægen genkendte symptomerne og behandlede hævelserne med binyrebarkhormon, hvilket fik dem til at forsvinde. Nu er Rikke landet på en diagnose, der hedder pyrofosfatgigt, men det føles mest af alt som en holdeplads.

”Behandlingen har gjort, at jeg er ved at have et fungerende knæ igen, men jeg er stadig ikke færdigudredt. Indtil videre er beskeden, at hævelserne er en følgevirkning af min slidgigt og de her kalk-krystaller, der generer leddet. Det er frustrerende ikke at vide, hvordan min fremtid kommer til at se ud,” fortæller hun.

Livsvigtige overspringshandlinger

Mens Rikke venter på afklaring, har hun kastet sig over ting, der gør hende glad, for det gør en stor forskel for hendes måde at håndtere usikkerheden på. Selv strikker og syr hun, men som hun siger, kan det være hvad som helst.

”Først troede jeg, det var overspringshandlinger, men jeg har fundet ud af, at det er livsvigtige aktiviteter, for de giver mig et afbræk fra mine bekymringer og booster min hjerne med god energi. Jeg kan ikke gøre noget ved sygdommen, men jeg kan få et afbræk fra mine tanker, og så har jeg det bedre bagefter,” siger hun.

Fokuserer på mulighederne

Under sin udredning tog Rikke sig selv i at ærgre sig over de ting, hun ikke længere kan – også ting, hun aldrig før har overvejet eller haft lyst at gøre, føltes pludselig som et stort tab. Udsigten til en fremtid med gigt fik hende til at fokusere på det, hendes krop ikke længere var i stand til.

”Man kender aldrig fremtiden, men som nydiagnosticeret med gigt er der noget absolut ved det, der ikke længere er muligt. Da det gik op for mig, at mit fokus var det forkerte sted, begyndte jeg i stedet at se på mulighederne. For der er masser af ting, jeg stadig godt kan, og det er alligevel ikke sikkert, at det var alt det andet, der havde gjort mig lykkelig.”

Åbenhed og vejledning

Udover at kontakte Gigtforeningens rådgivning, er Rikkes bedste råd til andre i hendes situation, at man fortæller sine pårørende, hvordan man har det, og hvordan de bedst kan støtte én.

”Min familie og mine venner ved, at de bare skal lytte og ikke komme med gode råd. Dem får jeg et andet sted. Eksempelvis i Gigtforeningens rådgivning. Jeg vidste ikke, det var det, jeg havde brug for, men det var en stor lettelse at tale med nogen, der har et stort bagkatalog af lignende historier. De siger, de kan hjælpe én videre, og det er præcis det, de kan.”

Læs mere om slidgigt

Senest opdateret 03.11.2023